x

Spike Lee laver James Brown-film

Spike Lee laver James Brown-film

Det kan lyde, som om Hollywood i øjeblikket bruger enhver mulighed for at lave film om afdøde musikere. Branchen har i de senere år haft stor succes med film om Johnny Cash og Ray Charles, og lige nu produceres der film om Ian Curtis og Janis Joplin.

Derfor kan det virke lidt usmageligt, at man kun to dage efter funklegendens død går ud og siger, at man har tænkt sig at lave en film om James Brown. Men det viser sig, at sangeren selv i en længere periode har været involveret i projektet og har givet lov til, at man bruger en masse af hans musik i den kommende film.

Det er producer Brian Grazer ("A Beautiful Mind"), der står bag, og han har arbejdet tæt sammen med den selvudråbte "hårdestarbejdende mand i showbiz" på det kommende filmprojekt.

Nu er der desuden fundet en instruktør til filmen om manden, der gav os "Sex Machine" og "I Feel Good", og det job er gået til Spike Lee. Lee har tidligere instrueret filmen om Malcolm X, og nu skal han i gang med at lave en film om en anden form for rebel.

Det forventes, at optagelserne til den kommende film om James Brown begynder i løbet af 2008.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA