Nyhed

Ny single fra Love Shop

Den danske pop/rock-gruppe er aktuel med I Morgen

Love Shop holder sig stadig kørende trods tragiske dødsfald. Nu er de klar med en ny single, "I Morgen", som du kan høre her forneden. 

Love Shop blev dannet af Hilmer Hassig og Jens Unmack i 1986 som fortsættelse af gruppen Lit De Parade. Bandet etablerede sig for alvor i 1990 med det massive radiohit "En nat bliver det sommer" og albummet "1990". Albummet høstede stor anerkendelse og Love Shop modtog i 1991 en Grammy for Årets popudgivelse. Bandet spillede deres første koncert nogensinde på Grøn Scene til Roskilde Festival samme år.

I sommeren 2004 offentliggjorde Love Shop, at de ville holde en længere pause, og samme år meddelte Hilmer Hassig, at han forlod gruppen. Skæbnen ville, at den oprindelige Love Shop konstellation aldrig skulle genforenes, da Hilmer Hassig den 16. november 2008 blev dræbt i en trafikulykke på Falkoner Allé i København. Hilmer Hassigs død gav på trods af situationens triste karakter anledning til, at de resterende medlemmer af Love Shop blev genforenet. Dette til to udsolgte mindekoncerter, som havde til formål at indsamle penge til Hilmers børn. For første gang i fem år,stod Love Shop igen på scenen sammen.


1. november 2010 udkom Love Shops comback-album "Frelsens Hær", der fik stor anmelderros. Flere mente sågar, at det var et af bandets bedste, og at det var et af de mest overbevisende comebacks i dansk musikhistorie. Det nye album gav anledning til en ny turne med koncerter i Aarhus, Odense og Nibe. Henrik Hall måtte dog trække sig fra første del af turneen grundet medicinbehandlingen af hans kræftsygdom. Den 27. januar 2011 døde Henrik Hall af kræftsygdommen og efterlod Jens Unmack tilbage som det eneste oprindelige medlem af Love Shop.

På trods af dødsfald, lange pauser og seriøs modgang er Love Shop med Jens Unmack i spidsen nu aktuelle med en ny single, benævnt "I Morgen". Et nyt album udkommer senere på året, og singlen kan høres lige her.

ANNONCE