Nyhed

James Vincent McMorrow-koncert flyttet til Store Vega

Grundet stor efterspørgsel er koncerten rykket fra Lille Vega til Store Vega, og samtidig har han netop udgivet et nyt track.

James Vincent McMorrow gæstede dette års NorthSide, og hans popularitet i Danmark må siges at være stor. Den irske sanger/guitarists kommende koncert i Danmark onsdag den 8. oktober er nemlig blev flyttet fra Lille Vega til Store Vega. Den populære irer har netop også offentliggjort nummeret "When I Leave", som du kan downloade gratis fra Soundcloud nederst på siden.

James Vincent McMorrow fik et vist gennembrud i hjemlandet, da han i 2010 albumdebuterede med "Early In The Morning." Hans guitarbaserede folk-sange fik ham senere i det velansete engelske tv-show "Later… With Jools Holland", og i 2012 fik pladen en European Border Breaker-pris for sine flotte salgstal uden for hjemlandet.

McMorrow begyndte at eksperimentere med sit udtryk på sit andet album fra i år, "Post Tropical". Inspireret af fundet af en harddisk fyldt med sine bud på omskrivninger af N.E.R.D.s sange gik han i en mere elektronisk retning med input fra r&b og hiphop. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann fandt resultatet delvis vellykket. Han kvitterede med fire stjerner og skrev: "McMorrow er kolossalt talentfuld og har en helt ekstraordinær stemme, som udnyttes til at kreere den ene overdådige vokalharmoni efter den anden, men indimellem kammer de højstemte ambitioner over, og undertegnede har det svært med de mest floromvundne stunder på Post Tropical." 


Koncerten finder sted i Store Vega den 8. oktober og kan erhverves her.

ANNONCE