Brian May og Roger Taylor har været i arkiverne og fundet ikke udgivne optagelser af Freddie Mercury
Freddie Mercury lever videre i Queens musik, og til jul skulle et nyt udspil fra det legendariske band komme. Albummet er passende titlet "Forever" og indeholder sange fra Queens glansperiode i 80'erne. Det skriver engelske NME.
I lighed med det seneste udspil fra Michael Jackson, "Xscape", har man været i arkiverne for at finde nyt materiale ud over en opdatering af tidligere udgivet materiale. Og kongen af pop medvirker således også på "Forever", hvor han har en duet med Mercury. I 1982 indspillede han tre sange med Queen-sangeren forud for udgivelsen af hans klassiske album "Thriller".
Ifølge guitarist Brian May kommer det meste af materialet fra 80'erne - "hvor vi var i vores es. Det er meget følelsesbetonet. Det er store, store ballader og en stor, stor episk lyd."
Den engelske superproducer William Orbit er blandt andet taget med indover. Han har allerede sat forventningerne i røre ved at skrive et tweet, hvori han kalder det nye materiale for "fantastiske sange".
Albummet vil være det andet med vokal af Mercury efter hans død i 1991. Det første er "Made In Heaven", som udkom i 1995.
For tiden er Brian May og trommeslager Roger Taylor på turné i USA under Queen-navnet. De har den amerikanske popsanger Adam Lambert med til at udfylde Mercurys sko. Før det havde de Paul Rodgers (Free, Bad Company) i front, og i den anledning gæstede de i 2005 Globen i Stockholm. GAFFAs Ole Frantzen var på pletten og kvitterede med fem stjerner. Han skrev: "Queen med Paul Rodgers live er en superb tour de force gennem Queen, Free og Bad Company."