x

John Lennons drabsmand erkender, at han er en idiot

John Lennons drabsmand erkender, at han er en idiot

Om aftenen den 8. december 1980 vendte John Lennon og hans kone Yoko Ono tilbage til deres hjem i Dakota-bygningen i New York efter at have lavet et remix af nummeret "Walkin' On Thin Ice" til det næste album.

Da John Lennon er på vej ind igennem porten, bliver han skudt fire gange. Skuddene bliver affyret af den sindsforvirrede fan Mark David Chapman, som efterfølgende bliver på gerningsstedet og klamrer sig til sin medbragte bog, J.D. Salingers roman "The Catcher In The Rye". Bogen, som på dansk er bedst kendt som "Forbandede Ungdom", skulle eftersigende have fungeret som gerningsmandens "manuskript" til at begå mordet. Samme bog havde John Hinckley, som forsøgte at myrde daværende præsident Ronald Reagan, liggende på sit hotelværelse efter det mislykkede attentat.

Med bogen i lommen blev Chapman arresteret og har siddet i fængsel lige siden. John Lennon blev kørt til Roosevelt Hospital, hvor han efter lægernes forgæves kamp erklæredes død.

I 1981 blev Chapman idømt 20 år til livstid, efter han erklærede sig skyldig i mordet. Tiden bag tremmer har fået ham til at angre sin gerning, det er i hvert fald, hvad han sagde til en nylig prøveløsladelseshøring:

"Jeg er ked af, at jeg har forvoldt så stor smerte. Jeg undskylder for at være sådan en idiot og vælge den forkerte vej til hæder," lød de brødbetyngede ord fra Chapman.

Anger og undskyldninger var dog ikke nok til at overbevise høringspanelet om en prøveløsladelse. Chapman kan dermed se frem til mindst to år mere bag tremmer.

Dette var Chapmans ottende prøveløsladelses-forespørgsel, som mislykkedes. Panelet fastholdt, at han til stadighed ville være til fare for det omkringliggende samfund og sagde: "Dine handlinger har ødelagt meget for familien og dem, der elskede offeret."

Ovenstående, kombineret med det faktum at Chapman til en høring i 2010 afslørede, at han også overvejede at dræbe talkshowvært Johnny Carson og skuespiller Elisabeth Taylor, gjorde ham ifølge panelet utilregnelig. Han nåede i sin tid dog frem til, at John Lennon var lettere at komme frem til, og derfor blev lyset slukket for en af de største stjerner i musikbranchen.

Chapman bliver stadig mindet om episoden hver dag igennem breve fra frustrerede Lennon-fans. Der er nu gået 34 år siden drabet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA