x

Kate Bush slår engelsk hitlisterekord

Kate Bush slår engelsk hitlisterekord

Tirsdag den 26. august gav den engelske sangerinde, sangskriver og pianist Kate Bush sin første koncert i intet mindre end 35 år. Koncerten bliver fulgt af yderligere 21 andre koncerter til og med 1. oktober, alle på London-spillestedet Eventim Apollo, som også var dér, Kate Bush afsluttede sin første og hidtil eneste turné i maj 1979, da stedet hed Hammersmith Odeon.

Comeback-koncerten har fået særdeles flotte anmeldelser stort set overalt, også i GAFFA, hvor vi kvitterede med seks stjerner under overskriften "Legendens første koncert i 35 år var endnu smukkere og mere spektakulær, end man turde håbe på". Læs hele anmeldelsen her.

Nu har Kate Bushs tilbagevenden til scenen også sendt hende tilbage på hitlisten, i et sådant omfang at hun slår en engelsk rekord. Hele otte af Kate Bushs 11 album (inklusive opsamlingen "The Whole Story") er nemlig gået ind på den engelske top 40-hitliste, og de øvrige tre ligger i top 50. Dermed er Bush den kvindelige kunstner, der har haft flest album i den engelske top 40, og hun er kun overgået af Elvis Presley, der havde 12 album i top 40 umiddelbart efter sin død i august 1977, skriver The Independent. I øvrigt sælges hendes albums for tiden til reduceret pris.

Kate Bushs engelske hitlisteplaceringer er som følger:

6: The Whole Story (opsamling, 1986)

9. Hounds of Love (1985)

20. 50 Words for Snow (2011)

24. The Kick Inside (1978)

26. The Sensual World (1989)

37. The Dreaming (1982)

38. Never For Ever (1980)

40. Lionheart (1978)

43. Aerial (2005)

44. Director's Cut (2011)

49. The Red Shoes (1993)

Kate Bush har tidligere slået hitlisterekorder. Hendes debutsingle, "Wuthering Heights" fra 1978, var den første selvskrevne sang med en kvinde til at toppe den britiske hitliste, og i 2011 gjorde hendes seneste album, "50 Words for Snow", hende den første kvinde til at have et album i top fem i England i fem på hinanden følgende årtier.

Den danske albumhitliste bliver offentliggjort på fredag, og så bliver det spændende at se, om interessen for Kate Bush også har smittet af her.

Kom til foredrag om Kate Bush

DR P6 Beat og bibliotekernes musiktjeneste Bibzoom inviterer sammen med GAFFA i øvrigt til månedlige rockklub-events på en række af landets biblioteker under overskriften P6 Beat Klubben, hvor temaet denne måned er Kate Bush.

Ved arrangementerne bliver der oplæg og musikeksempler ved en musikekspert – i en række tilfælde GAFFAs webredaktør og Kate Bush-ekspert Ole Rosenstand Svidt, der som en af meget få danske journalister har interviewet Kate Bush og som også var til stede ved hendes koncert i London 26. august.

Foredragene finder sted følgende dage:

  • Roskilde d. 1. september
  • Albertslund Bibliotek d. 2. september kl. 16.30 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
  • Herning d. 3. september kl. 19 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
  • Tårnby Hovedbibliotek: d. 4. september kl. 19.00
  • Vejle Bibliotek d. 10. september kl. 19. (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
  • Frederiksberg d. 16. sep. kl. 17.30 (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
  • Odense Centralbibliotek: 26. september
  • Fredericia: 23. september kl. 19
  • Rødovre Bibliotek d. 24. september kl. 19 (Afholdes i Kulturhuset Viften) (oplæg ved GAFFAs webredaktør Ole Rosenstand Svidt)
  • Aabenraa: 25. september kl. 16
  • Slagelse Bibliotekerne d. 30. september 19

Lørdag den 30. august lavede P6 Beat den seks timer lange udsendelse "P6 Beat elsker Kate Bush" med masser af Bush-musik og et fyldigt portræt, og den kan du høre her

Se musikvideoen til Kate Bushs debutsingle "Wuthering Heights":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA