x

Damien Rice gør comeback efter otte år

Damien Rice gør comeback efter otte år

Titlen på det kommende album fra den irske sanger og sangskriver Damien Rice er "My Favourite Faded Fantasy", og du kan tage imod albummet den 3. november. Du vil formentlig kende Rice fra stroferne:

"There's still a little bit of your taste in my mouth, there's still a little bit of you laced with my doubt, it's still a little hard to say whats going on."

Det er de indledende ord til nummeret "Cannonball", som er fra Rices debutalbum "O" fra 2002. Hans seneste album "9" udgivet i år 2006 fik i sin tid fire stjerner af GAFFAs Jeppe Krogsgaard Christensen. I anmeldelsen henviser han også til kunstneres debutalbum via udtalelsen: 

"I 2002 udsendte Damien Rice albummet O, der forvandlede enhver musikers drøm til ren og skær virkelighed. Debuten kastede nemlig ikke blot hits som Cannonball og The Blower's Daughter af sig, men fik også kritikerne til at finde de floromvundne vendinger frem. De faldt på stribe for sangskriveren, der krydsede samme lydspor som Ryan Adams, Tom McRae og David Gray i en såvel klangfuld som økonomiserende produktion med mindelser om Leonard Cohens lyd i slutningen af 1960'erne."

Om Damien Rice andet album siger Jeppe Krogsgaard Christensen: "Ireren genopstår med et udtryk, der nok skal vække de glemsomme fra søvnen". Han uddyber: "For sangene viser atter engang, hvor god Rice er til at skabe intime og afdæmpede rum, som giver lytteren mod på at gå ud i den virkelighed, der både byder på kærlighed og kulde."

Det kommende album har til opgave at følge op på de to tidligere album, som har haft stor succes. Rices debutalbum "O" fik tildelt den amerikanske musikpris The Shortlist Music Prize, som gives for årets mest nyskabende album. Derudover har Damien Rices musik flere gange været med på filmlærredet blandt andet med nummeret "Cold Water", som blev anvendt i filmen "Closer". Filmen blev instrueret af Oscar-vinderen Mike Nichols ("The Graduate").

Singlen for det kommende album hedder "I Don't Want To Change You". I forbindelse med Damien Rices pause udtaler han selv til sitet nme.com:

"Nogle gange har man brug for at tage et skridt tilbage og væk fra det, man elsker for at lære hvordan, man kan elske det igen," siger Damien Rice.

Om Damien Rice kan opnå lige så stor succes efter otte års pause er spændende at følge. Du kan se tracklisten for hans kommende album " My Favorite Faded Fantasy" nedenfor:

  • 'Camarillas'
  • 'Colour Me In'
  • 'I Don't Want To Change You'
  • 'It Takes A Lot To Know A Man'
  • 'Long Long Way'
  • 'Mustard Seeds'
  • 'My Favourite Faded Fantasy'
  • 'The Box'
  • 'The Greatest Bastard'
  • 'Trusty and True

Albummet er indspillet i Los Angeles og på Island, i Tina Dickow og Helgi Jonssons studie, og Rice spillede også til parrets bryllup i juli.

Hør et af de største numre, "The Blower's Daughter" fra Damien Rice her:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA