Nyhed

Bernhoft spiller fire danske koncerter og udgiver avanceret app

Norske Jarle Bernhoft flyder med på den digitale bølge og har netop lanceret en HD-musik-app

Sanger og sangskriver Bernhoft udgav i foråret sit tredje album, "Islander". Det nye album skabte stor begejstring såvel i Norge som i resten af Europa og USA. Han er nu klar til at indtage Danmark til november med app og ny single i rygsækken.

Musikmagasinet Rolling Stone beskrev i juli Berntoft som "En ud af 10 kunstnere, du skal vide hvem er (…) han lyder som Ray Lamontagne med adgang til rindende vand."

Bernhofts popularitet spreder sig som en steppebrand rundt omkring i verden, og nu har han samlet mod til at tænke i nye og digitale baner. Albummet "Islander" udkommer nemlig som app, og om dette forklarer Bernhoft: "Denne app er for mig omtrent som at tage alle fordelene ved vinyl ind i den digitale verden. Du får musikken sådan, som den lød, da vi mastererede den - uden nogen som helst kvalitets-reduktion samt med tekst og billeder i stort format. Tilmed er der masser af ekstra indhold, for eksempel videoer i HD og interaktive elementer som en remix-sektion, der gør lytteren til deltager fremfor passiv forbruger af musik…"


Om Bernhoft og hans team er eksperter i moderne markedsføring er ikke til at sige, men app'en og dens indhold følger i hvert fald udviklingens oplevelsesøkonomiske krav. Det er ikke længere nok at lytte og nyde, nej, brugerne hungrer efter oplevelser og aktivering, og netop dette efterlever den nye app.  

"Islander"-app'en indeholder 48k 24bit album tracks samt 11 videoer, historier, billeder, fotos, en butik, socialt media-forum, en loop-station og mixer-consol.

Albummet "Islander" har altså gennemgået en transformation og er forvandlet til et oplevelsesøkonomisk univers. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez kvitterede for ovenstående album med fem stjerner i april og gav det følgende ord med på vejen: "Bernhoft har slet og ret begået 11 fremragende sange, som er pakket ind i en ualmindeligt indbydende lyd, der vidner om nordmandens håndværksmæssige tilgang til indspilningen, der er foregået på "gammeldags" vis i hele takes over lange sessions. Den slags lønner sig tydeligvis, og der er masser af sjæl på Bernhofts musikalske ø, hvor vi heldigvis alle sammen er inviteret med til fest."


Danske fans er igen inviteret med til fest, når Bernhoft, band og sanger i en og samme person indtager Danmark i november. Her spiller han fire solokoncerter i følgende byer:

12. november - Aarhus, Train 

13. november - Herning, Fermaten


14. november - Aalborg, Skråen

15. november - Odense, Posten

Find billetter via GAFFA Live.


Hør Bernhoft med "Choices" herunder: 

 

 

ANNONCE