Nyhed

Cold Specks udskyder dansk koncert

Koncerten i Store Vega er blevet rykket af logistiske årsager

Der var lagt op til et fantastisk show i Store Vega i denne måned med besøg af Cold Specks. Desværre er koncerten, der var skemalagt til at skulle finde sted den 18. september, udskudt af logistiske årsager. Cold Specks-koncerten er blevet udskudt fire måneder og løber nu i stedet af stablen den 21. januar, stadig i Store Vega.

Cold Specks kommer fra den lille flække Etobicoke i Ontario, Canada, og så har Al Spx, der går under scenenavnet Cold Specks, tidligere beskrevet sin musik som "doom soul". Hendes særegne blanding af southern soul, gospel, folk, indierock med mere har, siden hun debuterede på tv-showet "Later… With Jools Holland" i 2011, begejstret både publikum og anmeldere. Umiddelbart efter ovennævnte tv-debut udgav hun sin første single, "Holland", og i 2012 skrev hun kontrakt med Mute Records (Depeche Mode, Nick Cave & The Bad Seeds med flere) og udgav sit debutalbum "I Predict A Graceful Expulsion". Senere samme år gav hun koncerter på Roskilde Festival og på Atlas i Aarhus og i Vega og igen på Atlas i Aarhus Festuge 2013, endda to gange.

I år gæstede den canadiske sangerinde NorthSide, og hun har netop udgivet sit andet album, "Neuroplasticity", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann kvitterede for med fem stjerner. Han skrev følgende: "Stemningsmæssigt læner "Neuroplasticity" sig op ad etteren - Spx synes mere ubønhørligt determineret denne gang, men dyrker fortsat det mørke og ukendte, det farligt dragende og det mystisk uopnåelige, som også tegnede "I Predict A Craceful Expulsion." Nu vender Cold Specks tilbage til Danmark, dog lidt forsinket.


De fans, der allerede har erhvervet sig billetter til koncerten, som skulle have fundet sted den 18. september, kan benytte disse til koncerten den 21.januar eller få pengene refunderet ved købsstedet.

Billetter kan findes her.

Læs et helt nyt GAFFA-interview med Cold Specks, der blandt andet fortæller om den let kryptiske albumtitel "Neuroplasticity", i GAFFAs artikelsektion


Hør Cold Specks med nummeret "Absisto" fra det nye album "Neuroplasticity" herunder: 

ANNONCE