Nyhed

Nyt U2-album kan ikke få Grammy-nominering i år

Songs of Innocence kan heller ikke komme på hitlisten, før det er i almindelig handel

U2 har, som vi skrev i aftes, netop udgivet deres 13. studiealbum, "Songs of Innocence", i samarbejde med Apple. Hvis du har handlet i iTunes tidligere, har du allerede modtaget albummet ganske gratis på din iTunes-konto. Albummet udkommer således i en halv milliard (!) eksemplarer. Hvis du ikke allerede har en iTunes-konto, kan du oprette én og også få albummet gratis.

Albummet kommer også gratis med den netop lancerede iPhone 6, og det var i forbindelse med præsentationen af dén tirsdag aften dansk tid i Apple-hovedkvartet Cupertino, Californien, at Apple-chef Tim Cook og U2's Bono kunne annoncere det opsigtsvækkende samarbejde.

Til gengæld kan albummet ikke blive nomineret til en Grammy, i hvert fald ikke før næste år, oplyser Billboard. Albummet udkommer nemlig først i almindeligt salg 14. oktober, hvor det bliver udgivet i fysisk form, og for at blive nomineret skal et album være i almindelig salg senest 30. september. "Songs of Innocence" kan dermed først blive nomineret til en Grammy i 2015, hvis Grammy-akademiet ellers synes, det fortjener det. Statistikken er dog på U2's side, da de med 22 Grammyer er det mest Grammy-vindende band gennem tiden.


Bandets single fra februar i år, "Invisible", som de udgav til støtte for anti-aids-organisationen (RED), og som var gratis i 24 timer, kan dog godt nomineres til en Grammy. Sangen medvirker ikke på det nye album.

U2 kan heller ikke komme på hitlisten, før albummet er i almindelig handel, så det må de vente med til oktober. Man kan altså ikke snige sig til en førsteplads ved at give sit album væk i en halv milliard eksemplarer. 

Se U2 fremføre åbningsnummeret "The Miracle (of Joey Ramone)" ved lanceringen af iPhone 6:

ANNONCE