Efter flere måneders rygter bekræfter Nicki Minaj udgivelsesdatoen for sit nye album
En måned før juleaften, med andre ord den 24. november, har den 31-årige rapper og sangerinde Nicki Minaj annonceret, at et spritnyt album udkommer. I forgårs, den 8. september, offentliggjorde GAFFA, at nummer ni på listen over sommerens største YouTube-hits er Minaj-singlen "Anaconda", som netop er en forsmag på det kommende album.
Titlen på albummet, som er Minajs tredje studiealbum, blev afsløret i interview på MTV, hvor hun fortalte, at det både er en hilsen til og en nyfortolkning af Jay-Z's berømte albumtitel "The Blueprint" fra 2001. Jay-Z fik i øvrigt fem stjerner af GAFFA for det album. Minajs kommende album hedder "The Pink Print", og hun laver dermed en "girly"-version af titlen.
Indtil nu har Nicki Minaj ud over "Anaconda" udgivet balladerne "Pills N Potions" og "Chi-Raq" samt nummeret "Yasss Bish!!" som forsmag på det, der skal følge op på det forrige album "Pink Friday: Roman Reloaded – The Re-Up" fra 2012. Det år udgav hun to albums henholdsvis i april og december. Det tredje album blev en genudgivelse af hendes andet album "Pink Friday: Roman Reloaded" med syv ekstranumre og en dvd. Begge album fik flotte karakterer. Det andet album fik fire stjerner og hendes tredje album formåede at blive en bedre udgave og fik fem stjerner.
GAFFAs Michael Jose Gonzalez har fulgt Minajs udgivelser hele vejen siden 2010, og siger om det tredje album:
"..selvom jeg hader genudgivelser af denne type af et godt hjerte, da det rent ud sagt er at pisse på de fans, der investerede i kunstnerens album på udgivelsesdagen, så er denne genudgivelse af Nicki Minajs andet officielle album nu altså værd at gå ud at smide penge efter, hvis man altså er fan af damen, for hun er i den grad tilbage i topform her: Rablende, flabet og beskidt. Og i disse streaming-tider er en genudgivelse jo heller ikke så stor en svinestreg som tidligere."
Minaj er den første kunstner, som har haft syv sange på Billboards Hot 100-hitliste på samme tid. Listen præsenterer løbende de 100 mest populære singler i USA. Desuden har hun arbejdet sammen med en perlerække af musikartister, heriblandt Justin Bieber og Drake, og sidstnævnte ser vi få lapdance af Minaj i "Anaconda"-videoen nedenfor. Rapperen og sangerinden har også siddet i den varme stol som American Idol-dommer i sidste års udgave.
Det nye album "The Pink Print" udkommer på Young Money Entertainment, som også var med til at få hende frem i 2009, hvor hun underskrev en pladekontrakt med dem.
Se videoen "Anaconda", hvor Nicki Minaj svinger hofterne, som mere end 144 millioner gange er blevet tjekket ud: