x

Hør Pink som akustisk folkesanger

Hør Pink som akustisk folkesanger

Pink overrasker sine fans verden over, da hun har bevæget sig ind på et atypisk genreområde for hende, nemlig folk. Det fremgår af hendes officielle hjemmeside. Hun har kastet sig ud i et samarbejde med den canadiske sangskriver Dallas Green, der også går under navnet City and Colour. Tilsammen udgør de en duo, kaldet You+Me, som snart udgiver deres debutalbum.

Fra albummet kan du allerede høre singleforløberen, som har næsten samme navn, "You and Me", hvor Pink viser sig fra en ny side inden for musikuniverset.

Popikonet har nærmest gjort det til vane at vinde helt store priser, hun har blandt andet vundet tre Grammy Awards. Et af de Grammy-vindende numre er hittet "Trouble", hvor hun vandt for "Bedste Kvindelige Rock-Vokal." 

Pink gæstede Danmark sidste år i Boxen, Herning, som desværre, ifølge GAFFAs Troels Frøkjær, blev påvirket af en katastrofal lyd. Dog var hendes koncert i Parken i år 2010 mere vellykket og fik fire stjerner henholdsvis af GAFFA og læserne.

Debutalbummet fra duoen hedder "Rose Ave" og udgives 13. oktober. Du kan nu høre balladen og singleforløberen "You + Me" nedenfor. Klæder den nye genre Pink?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA