Nyhed

Busta Rhymes anholdt efter hårde lønforhandlinger

Anklagen lyder på vold mod tidligere ansat

Hiphop-musikeren Busta Rhymes, som optrådte i Danmark i december, er i obligatorisk gangsta-stil blevet anholdt i New York.

Ifølge politiet er den 34-årige rapper anklaget for at sparke og slå en tidligere ansat uden for Rhymes’ kontor på Manhattan. Grundet en diskussion om lønudbetaling. Efterfølgende anmeldte den tidligere ansatte hændelsen, og søgte medicinsk behandling for hævelser i ansigtet…

Det er langtfra første gang, Busta Rhymes har været på kant med loven. Surprise! På det seneste er det dog mest musikken, der har tiltrukket opmærksomhed. Sidste år udgav Busta Rhymes albummet "The Big Bang", der gik nummer et på den amerikanske hitliste for første gang i hans karriere, og høstede fine anmeldelser bl.a. i GAFFA.


Og søreme om ikke Busta Rhymes allerede nu er klar med en opfølger. "Before Hell Freezes Over" bliver titlen på rapperens 8. studiealbum, der indeholder produktioner af bl.a. Dr. Dre, Focus, Pharell, Swizz Beatz, og Jay Dilla.

Hvis alt går efter planen, og Busta Rhymes forbliver en fri mand, kan albummet forventes på gaden i løbet af foråret.


Busta Rhymes lirede hjemmeside
ANNONCE