Nyhed

Arcade Fire til Danmark

Canadierne giver deres første danske koncert på Vega 25. marts

Da canadiske Arcade Fire i 2004 udsendte deres debutalbum i USA, skabte de en hype omkring sig selv og efterfølgende en lang række bands fra deres hjemland af en slags, man ikke har set i mange år.

Begejstringen var helt og aldeles fortjent, og "Funeral" fortsatte med at imponere folk verden over i lang tid efterfølgende. Desværre bød deres efterfølgende turné aldrig på en dansk koncert, men det skal der rodes bod på nu.

Bandet kommer nemlig på besøg i København 25. marts, hvor de vil spille koncert på Store Vega. Koncerten kommer lige efter udgivelsen af bandets andet album "Neon Bible", der forventes udsendt 5. marts.


Arcade Fire har ved flere lejligheder taget del i velgørenhed, og har bl.a. stillet nummeret "Rebellion (Lies)" til rådighed for Red Campaign – som Bono er talsmand for – der arbejder med aids-bekæmpelse i Afrika.

Ved køb af billet til koncerten i Vega går 10 kr (moms fratrækkes) af billetprisen ubeskåret til velgørenhed. Det er endnu ikke oplyst, hvilket projekt bandet har valgt at støtte.

Billetter sælges fra mandag 15. januar kl. 10:00 via www.billetlugen.dk samt Fona-butikkerne.


ANNONCE