x

Her er GAFFAs 10 bud til Roskilde 2015

Her er GAFFAs 10 bud til Roskilde 2015

Roskilde Festival har netop åbnet for, at du kan foreslå optrædende til næste år. GAFFA har her 10 nogenlunde kønsbalancerede bud på bands, solister og et enkelt par, vi meget gerne vil se næste år på Dyrskuepladsen – så er det bare med at gå i gang, musikchef Anders Wahrén & Co. Der kommer jo en ny, stor festival i Odense næste år, Tinderbox, og lur os om den ikke vil lægge ud med nogle meget markante navne for at slå sit navn fast. Og så er det jo ind i kampen.

Beyoncé & Jay-Z

Musikverdenens kendispar nummer 1 har turneret USA tyndt i sommeren 2014, men kun givet to koncerter i Europa, begge i Paris. Det må kunne blive til mere. Jay-Z gav en heftig koncert på Roskilde i 2008, så han skal være velkommen tilbage, og hvis han tager fruen med, er det en ren win-win-win-sitation.

Daft Punk

Vi ved, at festivalen har et godt øje til de musikalske robotter, der endnu ikke har turneret oven på udgivelsen af sidste års storhittende album "Random Access Memories". Det må snart være på tide, og så kan de passende lægge vejen forbi Roskilde – meget gerne med Pharrell på vokal og Nile Rodgers på guitar.

 

 

 

Eminem

Han har aldrig spillet i Danmark til trods for, at han har været aktiv i halvandet årti – det tætteste, vi kom, var den aflyste koncert i Parken i 2005. I kan stadig nå at være de første til at præsentere ham, Roskilde.

FKA Twigs

Det eftertænksomme elektro-r&b-stjerneskud har lavet et af årets med rette roste debutalbum, "LP1". I oktober giver hun sin første danske koncert, i Store Vega, og der er i skrivende stund kun få billetter. Mon ikke hun er blevet så stor næste sommer, at Arena-scenen på Roskilde er et passende sted at vende tilbage?

 

 

Ariana Grande

Roskilde Festival havde god succes med at præsentere et rendyrket popnavn i form af Rihanna i 2013. Så hvorfor ikke hente den næste store popstjerne, Ariana Grande, kendt for hittet "Problem", til landet til hendes første koncert? Hun er formodentlig endnu større næste sommer end lige nu.

 

 

 

Lorde

Den newzealandske popstjerne, der tog verden med storm i 2013 med storhittet "Royals" og debutalbummet "Pure Heroine", har stadig sit første danske besøg til gode, og Roskilde ville være et godt sted for Lorde at få taget sin Danmarksmødom. Intelligent popmusik, når det er bedst.

 

 

 

Royal Blood

Den engelske sang/bas- og trommeduo gav en solid koncert på årets NorthSide Festival som et endnu ret ukendt navn i Danmark. Nu har de udgivet deres stærke debutalbum, som i øvrigt sælger forrygende især i England, og de vil helt sikkert gøre en god figur på Roskilde.

Sia

Den australske sangerinde og sangskriver er en sjælden gæst på disse kanter, og med et kæmpehit i form af "Chandelier" og det stærke album "1000 Forms of Fear" i ryggen vil hun være en kærkommen gæst på Roskilde.

 

 

 

Sam Smith

Den følsomme, unge engelske soulpopsanger har hittet solidt i 2014 med sit debutalbum og singler som "Money on My Mind" og "Stay With Me". Han har endnu ikke givet koncert i Danmark, og Roskilde 2015 vil være et velvalgt sted – gerne på en af de større scener.

 

 

 

U2

U2 er tilbage på om ikke alles, så manges læber efter deres spektakulære lancering af albummet "Songs of Innocence", som pludselig befandt sig på en halv millard iTunes-konti. Gaveregn eller spamangreb? – meningerne er delte, men Bono & Co. følger efter alt at dømme op med en knap så gratis verdensturné, og efter Bruce Springsteen i 2012 og Rolling Stones i 2014 vil U2 være et navn af passende format på Orange Scene.

Desuden...

Og så er Chance the Rapper og Drake velkommen til også at komme igen – de aflyste som bekendt i år. Og Rage Against the Machine, hvis de overhovedet eksisterer mere – det er lidt uvist ifølge gruppen selv. Og Foo Fighters må karakteriseres som boblere – de udgiver nyt album til november og tager givetvis på turné herefter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA