Love Shop er efterhånden ved at være færdig med et nyt album, som offentliggøres i oktober
Love Shop kan inden længe præsentere bandets tiende studiealbum. Albummets titel, "Kærlighed og Straf", kommer til udtryk i hele pladens tekstunivers, som tager fat i sjældent berørte emner. De sociale kontakter, de menneskelige forhold, parforholdets forventninger, der tiltrækker, binder og til sidst kan frastøde, er i fokus på Love Shops nye værk, hvor de tager livtag med centrale voksenlivsemner. Albummet frigives den 20. oktober.
Love Shop blev dannet af Hilmer Hassig og Jens Unmack i 1986 som fortsættelse af gruppen Lit De Parade. Bandet etablerede sig for alvor i 1990 med det massive radiohit "En nat bliver det sommer" og debutalbummet "1990". Albummet høstede stor anerkendelse og Love Shop modtog i 1991 en Grammy for Årets popudgivelse. Bandet spillede deres første koncert nogensinde på Grøn Scene til Roskilde Festival samme år.
I sommeren 2004 offentliggjorde Love Shop, at de ville holde en længere pause, og samme år meddelte Hilmer Hassig, at han forlod gruppen. Skæbnen ville, at den oprindelige Love Shop konstellation aldrig skulle genforenes, da Hilmer Hassig den 16. november 2008 blev dræbt i en trafikulykke på Falkoner Allé i København. Hilmer Hassigs død gav på trods af situationens triste karakter anledning til, at de resterende medlemmer af Love Shop blev genforenet. Dette til to udsolgte mindekoncerter, som havde til formål at indsamle penge til Hilmers børn. For første gang i fem år,stod Love Shop igen på scenen sammen.
På trods af dødsfald, lange pauser og seriøs modgang er Love Shop med Jens Unmack i spidsen nu aktuelle med et dugfriskt album, der som sagt udkommer den 20. oktober. Se videoen til "I Morgen", som er den første single fra albummet, nedenfor.
Love Shop følger albummet op med en turné, der bringer dem til følgende byer:
23/10 Herning, Fermaten (billetten.dk)
24/10 Odense, Posten (billetlugen.dk)
25/10 Aalborg, Studenterhuset
30/10 Næstved, Vershuset (billetlugen.dk)
31/10 Aarhus, Train (billetnet.dk)
01/11 København, Store Vega (billetlugen.dk) FÅ BILLETTER!!!