Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Den Sorte Skole i Tivoli, årets vigtigste drum'n'bass-fest i Pumpehuset eller ny hiphopklub? Find vej til det helt rigtige dansegulv denne weekend lige her.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

Årets drum'n'bassfest – et absolut must
Folk, der elsker drum'n'bass af den GODE slags, må og skal dukke op til basfest lørdag aften, hvor Pumpehuset har præsteret deres hidtil vildeste bookning i deres efterhånden ret omfangsrige række af vilde drum'n'bass-bookninger: tyske Phace og Misanthrop!

Den står på en solid dosis ond neurofunk og techstep, og for fans af mørk og stramt produceret kvalitets-drum'n'bass, der er perfekt at danse til, er festen lørdag nat et absolut must. Tjek eksempelvis dette neurofunk-mesterværk af Chook & Phace (et af Phaces talrige samarbejder): Frozen (youtube-link) - eller den nye single Sex Sells af Phace og Misanthrop; så ved I, hvad der venter. Og så på med danseskoene. Øvrig lineup: Dj Breakfast, Bobby 6 Killah, Skankiller og The Høj'bros.

Hvad: Phace og Misanthrop
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag fra kl. 22
Hvordan: Læs mere på facebook


808 og 303-fiest-o-rama
Lørdag holder techno-entusiasterne fra Dismantle fest på KB18 med besøg fra techno-pladeselskabet M_Rec LTD: Labelowner Max_M og PVS dj´er, og Juho Kahilainen spiller et liveset på sin medbragte maskinpark af trommemaskiner, synths og effektpedaler. De to italienere og den ene finne suppleres af aftenens værter, Soran og Petter Pistol plus Darmstadt.

Hvad: Dismantle præsenterer Max_M, PVS og Juho
Hvor: KB18, Kødboderne 18, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: Facebook-link

Ny hiphop-klub i Ideal Bar
Lørdag får København en ny, månedlig hiphopklub: Dedikeret. I tråd med klubbens intention om at kombinere oldschool med newschool og tradition med fornyelse er der på åbningsaftenen to kvinder med internationale dj-karrierer samt to fyre, der har huseret i hophipmiljøet siden 90'erne, bag pulten: Den tidligere danmarksmester i mix, KCL, der er en af de dygtigste kvindelige turntablister i verden, samt danske That Fucking Sara (som bor i Berlin og er fast resident på flere klubber dernede) plus DJ Cars10 (fra duoen Cars10 og Paulo) og Steen Rock (bl.a. er kendt som producer for Nobody Beats the Beats). Hiphop hele natten kombijneret med lidt soul, funk og disco. 50 kr. i døren.


Hvad: Dedikeret // Bridge the Gap pt.1
Hvor: Ideal Bar, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Hvornår: Lørdag den 20. september kl. 22
Hvordan: Mere info på Vegas hjemmeside

 
Himmesk techno i det gamle kloster
Der er rutinerede kræfter og store pladesamlinger bag pulten, når Steen Kong Mogensen og Klaus Boss rykker ned i klosterhvælvingerne under jorden i det gamle Sankt Gertruds Kloster og fyrer op for en solid omgang techno, suppleret af dj Tania fra Klub Mantra plus techno-kræfter fra den nye generation: Sara Foreal Svanholm fra dj-kollektivet Apeiron Crew, Josefine Amalie Winding, Psimono aka Simon Olsson og Mikkel Ulriksen (fra duoen Marc & Mikkel). "Denne aften er et bevis på, at generationskløfterne er permanent udvisket indenfor elektronisk musik", lyder det fra arrangørerne. 50 kr. i døren, 20 kr. i garderoben.

Hvad: Munketechno - med Kong, Klaus B. og co.
Hvor: Klosteret, Hauser Plads 32, Kbh. K.
Hvornår: Lørdag kl. 23 til 05
Hvordan: Facebook-link



Industrielt mørke
Der er meget mørk musik på programmet denne weekend – også på Boxen, hvor den canadiske duo Orphx fyrer op for et dystert og hypnotisk live-sæt, der vil glæde både industrial- og technofans (hør et nummer fra deres nye ep her) - suppleret af svenske Third samt Mischa Pavlovski (live) og Aerostat. Sexy Lazer og Marc & Mikkel spiller på Red Box.

Hvad: Korridor 11 med Orphx
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K.
Hvornår: Fredag fra kl. 23 (21 på White Box)
Hvordan: Facebook-link


Stor (og sort) aften i Tivoli
Fra mørkt til sort: Fredag aften indtager dj-kollektivet Den Sorte Skole Fredagsrock i Tivoli med en koncert baseret på deres vildt roste og megaambitiøse tredje album "Lektion III" fra 2013; med samplinger fra tusindvis af gamle vinylplader fra hele verden. Koncerten suppleres af visuelt kræs fra deres lysdesigner Frederik Heitmann og indledes med Tivoli-øl til 15 kr. mellem 19 og 20 (hvis man skal bruge en kickstart). Koncerten starter kl. 22.

Hvad: Den Sorte Skole til Fredagrock
Hvor: Tivoli, Plænen
Hvornår: Fredag kl. 22
Hvordan: Facebook-link

ANNONCE