Reportage: Cave og kompagni i topform ved premieren på ny portrætfilm i London
"Warren kom ind studiet, mens vi var ved at indspille "Let Love In," og jeg ikke var i en tilstand, hvor jeg kunne reigstrere noget som helst. Siden kom han og hang ud i studiet iført et par shorts, han havde syet af plantesække. Det var det første, vi måtte have gjort noget ved….."
Jo, det er en Nick Cave som vi kender ham, der indtager scenen i kulturcenteret Barbican i det centrale London denne tidlige onsdag aften midt i september: Sortklædt og alvorsfuld, men ikke uden humor – og som altid ladet med den maniske energi, som har gjort manden til ikke alene en sin generations mest fremtrædende rocksangere, men tilmed en særdeles produktiv en af slagsen.
To romaner, en række mesterlige album med Bad Seeds plus alt det løse er det blevet til, og faktisk er han fortsat på turné i kølvandet på kritikerroste og nu godt havlandet år gamle "Push the Sky Away." Og nu altså også helt dagsaktuel som hovedperson i instruktørparret Iain Forsythe og Jane Pollards begavede, småeksperimenterende portrætfilm "20,000 Days on Earth", som har dansk premiere den 2. oktober.
Bådsmanden kalder
I aften (17/9, red.) præsenterer han så filmen i det London, som Cave sjældent har haft noget pænt at sige om, men som han ikke desto mindre er blevet ved og ved med at vende tilbage til. Fra turen over med Birthday Party i de tidlige firsere, over den tunge tid omkring mesterværket "The Boatman's Call" til de senere år, hvor byen har udgjort et oplagt forum for eksklusive arrangementer i anledning af den ene eller anden udgivelse fra den produktive Cave.
Lige ved indgangen fra Silk Street har et imponerende opbud af fotografer og journalister taget opstilling allerede længe før forestillingens annoncerede begyndelse – og bliver da heller ikke skuffede, da aftenens stjerner begynder at ankomme.
Fra celebre gæster til hovedpersoner som instruktørparret, Cave med hustru, skuespilleren Ray Winstone, Warren Ellis, Jim Sclavunos og Kid Congo Powers – det gamle Bad Seeds-medlem, der efter tredive års fravær er genindtrådt i bandet - med flere. Sympatisk og pligtskyldigst giver Cave og flere andre sig tid til at blive fotograferet med og skrive autograf til en handicappet asiatisk pige, som er blevet kørt i stilling lige ved "Artist's Entrance."
Og da Cave og kumpaner omsider forsvinder bag døren, er der kun lige tid til at gribe en kop kaffe fra foyeren, inden dørene lukkes og en entusiastisk konferencier byder velkommen og oplyser om aftenens forløb. Først filmforevisning, så interviews på scenen – det sidste garneret med musikalske indslag fra Cave og hans to medbragte makkkere. Og alt sammen transmitteret live her fra Barbican til ikke mindre end 150 biografer over hele UK.
Spøgelser på bagsædet
Filmen vil blive genstand for en egentlig anmeldelse her på GAFFA.dk i nær fremtid, og her skal det da også kun afsløres, at der er tale om en særdeles vellykket, skæv portrætfilm. En Cave værdig, kunne man tilføje – og det siger som bekendt ikke så lidt.
I aften får de heldige i plyssæderne "The Ship Song" og "Weeping Song" solo på klaver, i tilgift til sparsomt møblerede versioner af titelnummeret "No More Shall We Part," "God is in the House" og nyklassikeren "Into My Arms," hvor også Warren Ellis og Kid Powers har rejst sig fra sofaarrangementet og er stødt til i scenens højre
Undervejs i seancen kommer også skuespillervennen Ray Winstone ind og sætter sig – Winstone, som indtog en central rolle i stærke "The Proposition" fra 2005 (med Caves manuskript, red.) og som aktuelle "20.000 Days on Earth" er blandt de figurer (faktiske eller forestillede?) som konverserer Cave fra bagsædet af hans bil, mens han cruiser omkring i Brighton.
Da klokken nærmer sig halv elleve runder Cave, flankeret af Ellis og Powers, aftenen af med "Mermaids" fra det seneste album. En af de mange nyere sange, der tydeligt har suget kolorit fra den sydengelske kystby, som Cave har kaldt sit hjem siden årtusindskiftet. Og som i aften får lov til at klinge ud som en påmindelse om, at Cave er en sangskriver i fortsat bevægelse.
Hvor Cave og resten af hans Bad Seeds for tredive år siden debuterede på det store lærred i Wim Wenders' "Himlen over Berlin", kan han i dag på lærredet tale poetisk om den særlige himmel over Brighton. Med nøjagtigt samme stålsatte blik og udtryk af slet skjult mishag i de stålgrå øjne som dengang for tredive år siden, naturligvis.
