Musik Aarhus Festival offentliggør hele programmet

Musik Aarhus Festival offentliggør hele programmet

Musik Aarhus Festival løber i januar af stablen for femte år i træk. Festivalen har hidtil været en velbesøgt begivenhed og er som i de forgange år helt og aldeles gratis at deltage i. Arrangementet er en ganske glimrende mulighed for at opleve livemusik i en ellers koncertfattig januar måned. Festivalen har nu offentliggjort hele programmet, som du kan se nederst på siden.

Musik Aarhus Festival 2015 arrangeres af Atlas, VoxHall, Train og Radar – Aarhus' regionale spillesteder, der med arrangementet tegner et stærkt øjebliksbillede af, hvad der rører sig på den spirende aarhusianske musikscene. Dette både i vækstlaget og blandt byens mere etablerede navne. Foruden festivalens otte koncertaftener, der hver præsenterer tre band/artister, byder festivalen lørdag den 17. januar på en kombineret musik- og plademesse på Godsbanen. Her kan alle med interesse for musik blive klogere på byens sprudlende musikliv, og pladeentusiasterne kan være heldige at finde lige præcis den plade, de mangler for at gøre samlingen komplet.

Festivalen vil i denne omgang beskæftige sig med genrerne indie, folk, soul/funk og jazz samt elektronisk, indie/elektronisk, heavy og rock, og nu foreligger programmet for de fire førstnævnte genrer. Festivalen finder sted fra den 15 til den 24. januar.

Baba Ganoush & Doused, Keep Camping, I'll Be Damned og det altid energiske rockband Dance With Dirt hører til de sidste 12 offentliggjorte navne til Musik Aarhus Festival 2015.

Hele programmet kan ses herunder:

Elektronisk - 17. januar på Radar

Baba Ganoush & Doused - dansevenligt med fokus på bas
The Gang OK - stram og trance-skabende techno
Saar Ideal - drømmende popmusik

Indie/elektronisk - 22. januar på Atlas

Keep Camping - Karrierekanon-vindende clubbingband
FABL - innovativ og energisk elektronisk trio
Who Is Louis - synthpop med akustiske elementer

Heavy - 23. januar på VoxHall

I'll Be Damned - i grænselandet mellem rock og metal
Scamp - teknisk avanceret metal
Fossils - får det maksimale ud af bas og trommer

Rock - 24. januar på Train

Dance With Dirt - klassisk og kompromisløs rock
Captain Casanova - rå rock med fokus på live-oplevelsen
Velvet Volume - klassisk rock med overdrive

Disse fire aftener fuldender Musik Aarhus Festival 2015's program, der i forvejen tæller følgende aftener:

Indie - 15. januar på VoxHall

Green Lives - folk-inspireret indierock
Lowly - rastløs og inciterende støjpop
Maskinvåd - eklektisk pop og rock

Folk - 16. januar på Train

Sonja Hald - blander folk, pop og rock
Jonah Blacksmith - rå, inderlig og moderne country-folk
In Lonely Majesty - folkelig såvel som nichepræget indie-folk

Soul/funk - 20. januar på Radar

Manus Nigra - støvet hiphop og neo-soul
Androgyn - inspireret af byture og uendeligt ungdomsliv
Ankah - dyb soul-vokal møder støvede hiphop-beats

Jazz - 21. januar på Atlas

Pauseland - lyrisk, ambient og stilfærdig jazz
Rockguitar - jazz med noter af rock og klassisk musik
The Embla - selverklæret 'savage pop'

Musik Aarhus Festival 2015, er som tidligere helt og aldeles gratis at deltage i. 

Varm op med Dance With Dirts helt nye musikvideo, "Snow Machine":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA