Nyhed

Danske festivaler erklærer krig mod Tinderbox-bagmænd

Roskilde med flere truer Tinderbox-relaterede kunstnere med boykot

De fire største danske rockfestivaler (minus NorthSide), Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe går nu til frontalt angreb på den nye odenseanske festival, Tinderbox og de to bookingfirmaer Beatbox og Skandinavian, der sammen med tyske FKP Scorpio er medarrangører af Tinderbox. Skandinavian og FKP Scorpio er desuden bagmænd for NorthSide Festival.

Dermed befinder de to danske bureauer Beatbox og Skandinavian sig i en dobbeltrolle, mener de fire store festivaler. De er både festivalarrangører og leverandører af en lang række danske navne som Tina Dickow, Mew, Nephew, De Eneste To, D-A-D og mange flere til blandt andet danske festivaler.

Festivalerne opfordrer kunstnerne til at forhandle uden om deres bookere Beatbox og Skandinavian, med de økonomiske tab det i så fald vil få for bookerne. Det skriver de i mail til en række samarbejdspartnere – en mail, som GAFFA er i besiddelse af. Her skriver festivalerne følgende:

"Det danske festivalmarked er under voldsom udvikling, og som arrangører i musikbranchen udfordres vi af nye spillere og ny økonomi udefra. Således konstaterer vi, at to store bookingbureauer, "Skandinavian" og "Beatbox", med en stærk tysk kapitalpartner i ryggen, kommer til at stå som arrangører af flere festivaler i Danmark i fremtiden. Det er udtalt og derfor forventeligt, at konstellationen "FKP Scorpio"/"Skandinavian"/"Beatbox", bliver at finde blandt vores direkte konkurrenter i forskellige formater og selskabskonstruktioner i fremtiden.


Det har vi som sådan ingen anke overfor. Vi lever i en fri verden, hvor alle må lave festivaler, og vi ser den nuværende udvikling som en direkte forlængelse af den generelle udvikling på festivalmarkedet i Europa.

Omvendt er det ikke hensigtsmæssigt for os, at vores største konkurrenter som bookingbureauer sidder inde med viden om, hvilke bud vi afgiver og hvilke vilkår vi forhandler omkring evt. engagement af artister på til vores arrangementer. Og det er slet ikke acceptabelt, at de, gennem bookingforhandlingerne, kan have afgørende indflydelse på, hvilke artister vi får på programmet.

Vi har hver især besluttet at meddele "Skandinavian" og "Beatbox", at vi foreløbig ikke vil forhandle om engagement af artister eller på anden måde dele følsomme oplysninger, hverken med ejerne eller med personer, der er ansat i eller har direkte kontorfællesskab i deres forskellige selskaber. Såfremt nogen af deres artister skulle ønske, at vi overvejer at engagere dem, beder vi disse henvende sig personligt til hver enkelt af os, eller gennem en anden agent," skriver de fire arrangører.
 
Med andre ord skal Skandinavians og Beatbox' kunstnere som eksempelvis de ovennævnte ikke regne med at kunne komme til at spille på Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe fremover – i hvert fald ikke med Skandinavian eller Beatbox som mellemmænd.
 
GAFFA har forsøgt at få en kommentar fra Skandinavian og Beatbox. Beatbox' direktør Peter Sørensen udtaler, at partnere først vil diskutere sagen og så komme med en udmelding.
 
Til BT udtaler direktør Brian Nielsen fra Skandinavian: – Vi er egentlig bare rigtig ærgerlige over, at de har ikke har søgt dialogen, men følt det nødvendigt at informere omverdenen før os. Det er for tidligt at sige, hvad det betyder, men vi har tænkt os at snakke med festivalerne først. Hårdt mod hårdt hjælper intet, og det er ikke til gunst for musikken.
 
GAFFA har bedt Brian Nielsen om en uddybende kommentar, men han siger, at han ikke har flere kommentarer i dag.
 
ANNONCE