Nyhed

Københavnsk rockband udkommer som guitarpedal

Københavnske Black Light White Lights nye album udkommer i en noget utraditionel udgave

En musikalsk verdenspremiere ser dagens lys med lanceringen af "Gold Digger". En guitar-fuzzpedal med et fuldt album indeni til download. Pedalen er netop udkommet.

Flere og flere bands tænker nu om dage i innovative og kreative baner, når de skal publicere og lancere deres nye albums. U2 forærer/tvinger albummet ned over hovedet på brugeren gennem iTunes, Djämes Braun promoverer deres musik igennem et computerspil, Alt-J lader fansene få en smagsprøve på deres nye album i forskellige danske parker, og den nytænkende tilgang vil ingen ende tage.

Det københavnske psykedeliske rockband Black Light White Light, får dog æren af – ifølge deres pladeselskab Target – at være det første band nogensinde, der udgiver deres album på en guitarpedal. Musik i nye indpakninger er et fænomen, der spreder sig som et steppebrand, men albummet "Gold Into Dreams" udkommer i et ekstra flot indpakningspapir. Guitarpedalen er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem forsanger, guitarist og sangskriver Martin Ejlertsen, det svensk/irske designfirma M&E fra Malmö og den engelske musikproducer og guitareffekt-bygger Dave Adkins fra Looperstar, som står bag en række fuzz- og støj-guitarpedaler.


Idéen bag pedalen udspringer fra bandets ankermands originale ønske om, at Black Light Whites netop udgivne album "Gold Into Dreams" skulle udkomme i et format, der aldrig er set tidligere. Vi vil altså, så vidt vides, være vidne til en verdenspremiere. Fuzzpedalen "Gold Digger" indeholder bandets nye album på et USB-stik indeni. Albummet kan herigennem downloades eller streames direkte fra pedalen via et medfølgende USB-kabel.

Bevæggrunden for denne kreative form for udgivelse forklares af forsangeren Martin Ejlertsen således:

"Jeg blev ganske inspireret til at lave en anderledes albumudgivelse efter at have set en dokumentarfilm om de pragtfulde skøre Flaming Lips, der i 2011 udgav ep'en 'Gummy Skull'. Det var en udgivelse i begrænset oplag, der udkom som et stort vingummikranium med et USB-stik indeni, som indeholder musikken. Du skulle således æde dig igennem vingummikraniet for at få fat i musikken. Selvom vores idé måske er knap så skør, har vi derimod udarbejdet en udgivelsesmodel, hvor både pakken og papiret i den grad kan bruges igen og igen", forklarer Martin Ejlertsen.


 "Gold Digger" udkommer i et begrænset oplag og kan foreløbigt kun købes via Black Light White Lights egen webshop eller Looperstars webshop. Bandet og Looperstar arbejder dog på at få pedalen ud i en række særligt udvalgte musikbutikker i både Danmark og England.

"Gold Into Dreams" er netop udkommet. Albummet kan også erhverves i mere traditionelle formater som cd, 2lp og digital download eller stream.

Hør førstesinglen "High Like A Hurricane", herunder: 

ANNONCE