x

Guide: Her er lyden af dansk hiphop 2014

Guide: Her er lyden af dansk hiphop 2014

De er unge, de har noget på hjerte, og så styrer de dansk hiphop anno 2014. Vi har fanget bannerførerne for den nye bølge af hiphop. Nogle har fanget de store selskabers interesse, andre er på trods af en stor lytterskare stadig på gadeplan. Fælles for dem alle er, at de i den grad er brudt ud af undergrunden. Den danske sang er ikke længere en ung blond pige.

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

AMRO

Nørrebrobaseret rapper. Viser sig kun iført solbriller i sine videoer, og når han optræder. Kendt for numrene Nørrebro, Ren Hygge og Harakat

Hvor er du vokset op? – Her i Danmark er jeg vokset op i et område, der hedder Gadehavegård i Taastrup, der betegnes som et belastet område. Efter folkeskolen flyttede min familie ind til byen, og efter at have boet med dem i Valby i to år, flyttede jeg som 18-årig til Nørrebro, hvor jeg har boet siden. Det er også her, meget af min musik udspiller sig.

Har du boet i Danmark hele dit liv? – Mine forældre er fra Irak og fra Indien, hvor de mødte hinanden og blev uddannet fra. Siden drog de mod vest, fordi min far ikke ville tilbage og i krig med Iran, så de tog til New York i USA, hvor jeg er født, men vi flyttede til Danmark, da jeg var helt lille – et eller to år, tror jeg. 

Hvor længe har du lavet musik? – Siden jeg var 19 og lidt efter gymnasiet. Men indtil for nylig har det mest været for hyggens skyld.

Hvad laver du, når du ikke laver musik? – Jeg er ved at blive færdig på min uddannelse på CBS, hvor jeg er ved at tage en cand.merc. AEF, som er økonomi og finans.

Er uddannelse noget, der betyder meget for dig? – Ja, det er det helt sikkert. Min folkeskole var mildest talt ikke særlig god, men jeg har helt fra barnsben altid været meget optaget af at sætte uddannelse meget højt. Hvis man har en uddannelse, har man også et sikkerhedsnet, så jeg har altid sørget for at have styr på den del af mit liv. Det er jeg også blevet opdraget til. Mine forældre har givet mig rigtig meget frihed, det eneste krav, de har haft til mig har været, at jeg skulle have min uddannelse på plads. 

Sætter du uddannelse højere end musikken? – Ja, på sin vis, for jeg har aldrig tænkt på musikken som noget, der kunne blive en levevej. Det er da også først i løbet af de seneste to år, at der er begyndt at ske noget på det punkt. Derfor har jeg også siden 2012 haft mit eget firma ved siden af, hvor jeg sælger en gros taletid. Det giver mig en økonomisk stabilitet, der gør, at jeg har fuld kunstnerisk frihed, hvad musikken angår. Jeg er bange for at spilde min tid, så derfor skal det, jeg gør, gøres ordentligt. 

Hvilke værdier sætter du ellers højt? – Jeg sætter det højt at være ambitiøs og et positivt eksempel for andre. Og måske at forbedre folks syn på indvandrere. Jeg er vokset op i ghettoen, og der er mange af de folk, jeg har kendt og hængt ud med, der har været eller er blevet kriminelle, men jeg har efterhånden sat det højere at være god ved mig selv og passe på mit helbred og fokusere på det positive og konstruktive. Og på den måde håber jeg, at andre som os kan tage ved lære af mit eksempel.

Hvad er dine håb og drømme for fremtiden? – At være glad og lykkelig, og at de mennesker, jeg har omkring mig, også er det.

 

 

  

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

Gilli

Gilli var omdrejningspunkt i gadehiphop-filmen Ækte Vare, og opmærksomheden om rapperen har ikke ligefrem lagt sig i kølvandet på filmen. Gilli står bag numre som Knokler Hårdt, Trykker Sedler og Alt Jeg Har Set. Gilli medvirkede også på Medinas seneste ep, Arrogant.

Hvor er du vokset op?

– Det vil jeg helst ikke ind på. Bare skriv København.

Hvornår begyndte du at lave musik?

– For fire-fem år siden.

Hvorfor begyndte du at kalde dig Gilli?

– Fordi det var lidt pinligt at lave musik på det tidspunkt, og så gad jeg ikke lave det under mit eget navn.

Sådan er det vel ikke længere?

– Nej nej, heldigvis ikke. Den danske musikscene er også meget bedre i dag, så det er blevet mere acceptabelt.

Du medvirkede i filmen Ækte Vare, hvad har den film betydet for din karriere?

– Den har betydet, at jeg kom i gang med at lave musik igen. Før den havde jeg nemlig ikke rigtig lavet noget musik i et par år, men da jeg så endelig sagde ja til at være med, tænkte jeg også: "Fuck det, hvis jeg skal lave musik, skal det også være nu." Så jeg tog mig sammen og kom i gang igen.

Har det haft indflydelse på musikken?

– Musikken havde nok været den samme, hvis jeg ikke havde været med i filmen. Instruktøren havde jo skrevet rollen til mig, så det var ret vildt, selvom jeg ikke tænkte så meget over det dengang. Jeg syntes bare, det var spændende at være med.

Hvad laver du, når du ikke laver musik?

– Ikke noget, jeg kan leve af musikken, som det er nu.

Hvad synes du er vigtigt her i livet?

– At passe på sin familie og de venner, man kan betragte som familie. Alt andet er bare pynt. Jeg passer på dem, jeg holder af lige til det sidste.

Hvad har du af drømme og håb for fremtiden?

– Det ved jeg ikke. Jeg tager det, som det kommer. Jeg skal i hvert fald nok klare den.

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

Højer Øye

Bagnavnene Højer Øye og Benny Jamz gemmer sig Benjamin H. Johnson , der står bag en række samfundskritiske numre som Brænd System, Ikk' Slå Dig Selv Ihjel og Dumme. Højer Øye har også medvirket på Medina-nummeret Arrogant.

Du er både Højer Øye og Benny Jamz. Hvordan hænger det sammen?

– Jeg er Benny Jamz, når jeg producerer og laver ting på engelsk, og jeg er Højer Øje, når jeg synger og rapper på dansk. Ellers er jeg bare Benjamin, haha!

Hvor er du vokset op?

– Jeg er vokset op på Nørrebro, hvor jeg har boet i størstedelen af mit liv. Min far er fra Danmark, og min mor er Jamaicaner, men er opvokset i England.

Hvordan kom du i gang med at lave musik?

– Min far har altid lavet musik, så det var faktisk ham, der fik mig i gang. Jeg har spillet musik, siden jeg var fem, og lavet mine egne ting siden, jeg var otte. Som 12-årig havde jeg mit eget lille studie i mine forældres soveværelse. Alle mine ting har jeg indspillet i soveværelset – mit eget, haha!

Du er meget samfundskritisk i din musik. Hvor kommer det fra?

– For nogle år siden var jeg taget til Gambia på ferie, og efter at have set, hvor hårdt folk havde det, begyndte jeg at skrive sange på dansk som Brænd System. Der gik det op for mig, at der er noget i vejen med hele verden, og så begyndte jeg at skrive om det. Jeg fik blod på tanden og tænkte at flere ville fange budskaberne, hvis det var på dansk. Jeg ville kunne bruge min position til at få sandheden ud til folk.

Hvad er det for en sandhed?

– Det er, at alle de ting, vi tror på, medierne og systemet, lyver. Vi alle sammen bliver løjet for, fra vi er små. Der er så mange befolkningsgrupper, der er imod hinanden, men der er kun én fjende, og det er systemet, der prøver at få os til at bekæmpe hinanden.

Hvilke værdier har du ellers?

– Musik. Det at lave musik sammen med drengene, er noget af det mest positive, jeg kan komme i tanker om. Jeg lever og ånder for at være kreativ og skabe.

Hvad har du af håb og drømme for fremtiden?

– Jeg kunne godt tænke mig at flytte ud på landet og være selvforsynende. Dyrke min egen mad og den slags. Og så med et lille studie og en internetforbindelse.

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

Lord Siva

Lord Siva har udgivet ep'en 100 på Disco:wax. Han er en del af Aalborg-slænget HvadEvigt?, der også tæller folk som Danni Toma, Noodle, Bulut Loc og Intensiv MC. Tjek numre som Natten og 100.

Hvor er du vokset op?

– I Aalborg centrum.

Hvornår begyndte du at lave musik?

– Jeg begyndte at eksperimentere med at lave musik, da jeg var 17-18 år sammen med en ven. Det var mest bare for sjov. Senere mødte jeg Carl Barsk i Aarhus, og så tog tingene fart.

Hvad har inspireret dig i dit arbejde med musikken?

– Det liv, jeg lever, inspirerer mig. Personlige oplevelser og de ting, jeg ser i min hverdag.

Hvad vil du med din musik?

– Det ved jeg ikke endnu. Jeg ved ikke rigtig, hvad det skal blive til, det hele. Jeg er meget overrasket over, hvor godt det går.

Hvad er det mest kendetegnende ved dig?

– Det er nok, at jeg kaster mig ud i ting. Jeg kan godt lide risikoen og det frie fald. Jeg prøver at få hele udsigten med på vej ned. Jeg er meget ærlig i min musik, og ved at, jeg håber, at andre på den måde kan finde sig selv gennem de ting, jeg skriver. Eller i hvert fald relatere til det.

Hvad er dit mest fremtrædende karaktertræk?

– Det er, at jeg er frygtelig genert. Folk tror garanteret, at jeg spiller helt vildt smart og er arrogant, når jeg ikke siger så meget. Men det er i virkeligheden fordi, jeg er en stille og rolig, genert person. Der skal ikke ske for meget omkring mig, før jeg mister koncentrationen.

Det må være svært i musikbranchen?

– Altså, jeg elsker at stå på scenen og nyder optræde, tag ikke fejl af det. Jeg ville spille gratis, hvis det var. Det er mere alt det andet med promotion og …interviews, haha! Jeg er ikke vild med at være i centrum.

Hvad synes du er vigtigt her i livet?

– Familie. Det er vigtigt at have gode mennesker omkring sig – familie og venner. De er også tit med, når jeg er ude at spille.

Hvad siger dine forældre til din musik?

– De forstår det ikke helt. Jeg kommer fra en indisk familie, og det er lidt en stor mundfuld for dem. Men de kan se, det gør mig glad, så de støtter mig.

Hvilke håb og drømme har du for fremtiden?

– Jeg håber på et godt og langt liv – og på at det kommer til at gå godt for min næste ep.

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

MellemFingaMuzik

Stepz og Branco udgør MellemFingaMuzik. De to er kendetegnet ved at være anonyme og viser kun sjældent deres ansigter. På numre som Salute, Molotov og Sabotage beskriver de verden, som den udspiller sig i deres øjne. MellemFingaMuzik arbejder på et fællesprojekt med Højer Øye og Gilli.

Hvor er I vokset op?

Stepz: – Af nogle bestemte årsager vil vi ikke svare på personlige spørgsmål. Lad os snakke om musikken i stedet for.

Stepz: – Det gjorde vi i 2010.

Branco: – Nogle mennesker gennemgår ting i deres liv, som de har svært ved at sætte ord på. Det har vi ikke. Vi gør det bare i musikken. Vi tager problemstillinger op gennem musikken.

Stepz: – Når vi går i studiet, sidder vi ikke og skriver en sang ud fra et eller andet tilfældigt tema. Vi rapper om de ting, vi ser, de ting vi oplever og de ting, vi synes, der skal tages op. Og hvis du vil vide, hvad det er for ting, kan du bare lytte til teksterne. Det kan være alt fra, hvad der foregår på gaden til situationen i Mellemøsten. Og hvordan man så behandler de emner kan afhænge meget af, hvilket humør vi er i, og hvem vi arbejder sammen med.

Hvad vil I med musikken?

Stepz: – Desværre er der en tendens til, at det er lettest at blive spillet i radioen, hvis man tager nogle mere ligegyldige og mindre tunge emner op. Det sælger ikke plader.

Branco: – Nej, men det er vi kommet for at lave om på.

Det lyder godt. Hvad synes I er vigtigt her i livet?

Stepz: – Familie, brødre, medmennesker og fred i verden.

Branco: – Jeg synes også, at en ting som loyalitet er vigtig.

Loyalitet over for hvem?

Branco: – Loyalitet over for sig selv, familie og de mennesker, man har et særligt bånd til. Men også over for de mennesker musikken vedrører.

Hvorfor vil I så gerne være anonyme?

Stepz: – Det er fordi, vi gerne vil lade vores musik tale for sig selv. Modsat mange andre begyndte vi ikke at lave musik, fordi vi gerne ville være rige og berømte. Vi gør det på vores egen måde, og det er udelukkende musikken, det handler om. Ikke os som personer.

Branco: – Vi begyndte ikke at lave musik for at blive set. Vi begyndte at lave musik for at blive hørt. Det er lige meget, hvem vi er.

Hvad har I af håb og drømme for fremtiden?

Branco: – Det er, at vi kan blive ved med at lave musik. Selvom det kunne være fedt, hvis der en dag ikke var flere problemstillinger og tunge emner at rappe om længere. Det er der desværre bare ikke udsigt til.

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

S!vas

Brøndby Strand-drengen S!vas er den ældste af nærværende slæng. Ud over at have fået stor succes med hittet D.A.U.D.A. har han også fornyet hiphop-sproget med en række hjemmelavede gloser. Tjek numre som Kbhavana og #RVDG.

Hvor er du vokset op?

– Jeg er født i Iran, men jeg kom til Danmark som seksårig og er vokset op på Brøndby Strand. Det er ret beton-agtigt, men man har også strand, fodboldbaner og skaterramper, og det giver det en ret god vibe. Det kan måske godt virke som et hårdt miljø for nogle, men det synes jeg ikke, det er.

Hvornår begyndte du at lave musik?

– Det gjorde jeg tilbage i '99, hvor jeg legede med nogle programmer på computeren og prøvede at indspille. Det var virkelig dårligt, det første jeg lavede, haha! Men jeg fik alligevel blod på tanden til at fortsætte.

Hvad laver du, når du ikke laver musik?

– Før i tiden gik jeg meget op i fodbold, men jeg fik en knæskade, der gjorde, at musikken tog helt over. Ellers har jeg bare hængt meget ud og gået i skole, haha! Som det er nu, går jeg meget op det grafiske med logoer og den slags – markedsføring og pr. Det har jeg også studeret på et tidspunkt, men jeg var for udisciplineret, når det kom til eksamenerne og at møde til tiden. Så jeg er blevet smidt ud af en del skoler.

Hvad vil du med din musik?

– Hvis jeg bare inspirerer én person til at droppe det kriminelle liv og spilde sit liv, er jeg glad. Og nu hvor min musik kommer bredere ud, vil jeg gerne rykke nogle kultur- og samfundsmæssige grænser.

Hvilke grænser er det?

– Jeg vil gerne have, at vi alle sammen kunne være meget bedre til at acceptere hinanden og se hinandens forskelle som noget positivt. Det er blandt andet det, jeg prøver ved at rykke de sproglige grænser i mine tekster. Positivitet avler positivitet, og hvis medierne fokuserede på mere positive ting om udlændinge, ville folks syn på dem også ændre sig. Og jeg føler selv, jeg er med til at bidrage til den positivitet. Når vi er ude at spille, står vi sammen alle sammen og hygger os og skaber gode minder.

Hvilke værdier sætter du højt?

– Familie er det vigtigste for mig. Det og så at være et godt menneske. Jeg tror meget på karma.

Hvad gør du selv for at være et godt menneske?

– Jeg taler pænt til folk, og behandler andre mennesker, som jeg selv gerne vil behandles. Og så prøver jeg at hjælpe til, hvor jeg synes, jeg kan bidrage.

Hvornår hjalp du sidst et andet menneske?

– Det var forleden, da jeg hjalp nogle af mine venner med noget grafisk arbejde.

Hvilke håb og drømme har du for fremtiden?

– Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan blive ved med at lave musik, og at folk kan lide det. Men den dag, musikeventyret stopper, kunne det være fedt at arbejde på et reklamebureau – eller selv starte et. 

Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion

Ukendt Kunstner

Hans Philip og Jens Ole McCoy har for længst fået deres store gennembrud, men de første par udspil fra duoen blev lagt op til gratis download. Du kender sange som København, Gennem Byen og Fucking Nummer.

Hvor er I vokset op?

Hans Philip: – Jeg er født i Hjørring, hvor jeg boede, til jeg var et år. Jeg er vokset op på Nørrebro.

Jens: – Jeg er opvokset på Christianshavn.

Hvad var jeres første store møde med musikken?

Hans Philip: – Det må være MTV, tror jeg. Det var stort og noget, jeg har brugt mange timer på. Men det var nu ikke der, jeg fik lyst til selv at blive musiker. Det skete bare. Jeg har altid været fan af musik.

Jens: – Der har altid været meget musik omkring mig, og jeg begyndte selv at producere musik, da jeg var 11. Min far er musiker og introducerede mig til en masse ting. Han havde en masse gear, jeg kunne gå på opdagelse i.

Hvordan har det formet jer at vokse op på henholdsvis Nørrebro og København?

Hans Philip: – Det er svært at sige, for vi ved jo ikke, hvordan vi havde været, hvis vi var vokset op andre steder. Hvis man kommer fra Sydsudan eller Australien, er man sikkert også påvirket af det, men det er ikke sikkert, at det er noget, man lægger mærke til.

Men bylivet har påvirket jeres musik?

Hans Philip: – Ja, der, hvor vi er nu, har helt sikkert inspireret vores lyd og udtryk. Men det havde det nu sikkert også, hvis vi havde boet på landet.

Hvordan vil I beskrive hinanden?

Hans Philip: – Jens har styr på tingene, og så er han god til at producere beats, man kan virkelig mærke personen bag. Han er en rigtig sjov fyr, selvom det ikke er alle, der forstår hans humor. Han har en sund skepsis overfor mange ting, og vi kan lide mange af de samme ting, men endnu vigtigere, så hader vi mange af de samme ting.

Jens: – Hans Philip er nu også en ret skeptisk person – ikke på en sur måde. Han er bare god til at sætte spørgsmålstegn ved ting og siger ikke bare ja til alting. Og så er han også meget underholdende.

Hvad synes I er vigtigt her i livet?

Hans Philip: – Det er vigtigt, at man har det godt. Det er vigtigt lige at tjekke efter hver dag, om man er okay.  

Hvis du så en dag ikke har det godt, hvad gør du så for at få det bedre?

Hans Philip: – Det ved jeg ikke, så må jeg prøve nogle ting af.

Hvad kunne det være?

Hans Philip: – Det ved jeg ikke. Alt er en mulighed… Bygge et hus eller skrive en bog eller et eller andet.

Altså noget konstruktivt?

Hans Philip: – Ikke nødvendigvis. Med hensyn til det musikalske er det vigtigt at skabe en modvægt til alt det musik, der handler om røv og bacon for at få lidt balance i tingene.

Hvad med dig, Jens?

– Jeg er temmelig enig med Hans.

Hvilke håb og drømme har I for fremtiden?

Jens: – Jeg håber på at kunne blive ved med at lave musik eller noget andet, der er sjovt resten af mit liv, sådan at jeg ikke behøver lave noget, jeg ikke gider for at overleve. Og så håber jeg, at jeg bliver ved med at udvikle mig.

Hans Philip: – Jeg håber, at jeg kommer til at bruge mit liv på ting, der gør mig glad. Det kan være, det er at flytte ud i en skov og grave et hul eller et eller andet. Det er vigtigt at blive ved med at søge.

 Se en flot billedserie med rapperne i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA