x

Thom Yorke overrasker med nyt album

Thom Yorke overrasker med nyt album

Det er en noget utraditionel strategi, Thom Yorke har lagt for udgivelsen af sit første album i otte år, "Tomorrow's Modern Boxes". Albummet blev i fredags – i øvrigt uden noget forvarsel, ganske som hos U2, Beyoncé, Mikael Simpson med flere – udgivet igennem fildelingstjenesten BitTorrent. Herigennem kan fans downloade det nye album for seks dollars, cirka 35 kroner. BitTorrent er dog ofte blevet kritiseret for at være en kanal for ulovlig fildeling.

Thom Yorke og produceren bag det nye album, den mangeårige samarbejdspartner Nigel Godrich, udtaler følgende: "Det er et eksperiment for at se, om mekanismerne i systemet er noget, den generelle befolkning kan forstå og benytte sig af," hvortil de tilføjer: "Hvis det fungerer godt, kunne det være en effektiv måde at overlevere kontrollen over internethandel til dem, som skaber det musikalske værk."  

Om ovenstående er en realistisk tanke, må tiden vise, men det er sikkert, at "Tomorrow's Modern Boxes" adskiller sig markant fra mange andre udgivelser. Thom Yorke og Radiohead har tidligere forsøgt sig med alternative udgivelsesformer. Albummet "In Rainbows" fra 2007 blev eksempelvis udgivet igennem deres hjemmeside, hvor kunderne kunne købe albummet for det beløb, de selv havde lyst til. Musikbranchens albumsalg er faldet, siden vi måtte byde fildeling, downloading og streaming velkommen, og spørgsmålet er, hvorvidt Thom Yorkes utraditionelle strategi vil få salget til at blomstre igen.      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA