Nyhed

Eksklusivt: Hør Agnes Obels nye album – med David Lynchs overraskende remix

Sangerinden er klar med en deluxe-udgave af Aventine med hele 11 bonusnumre

Albummet "Aventine" med Agnes Obel blev udgivet i september 2013, har været en succes over hele Europa og har ligget i top 10 i fem lande. Nu bliver det genudgivet i en deluxe-udgave, som indeholder en ekstra cd med otte livenumre, to ikke tidligere udgivne sange og et tredje, som kun har været udsendt i Danmark, samt to remixes, blandt andet et af selveste David Lynch. Albummet udkommer 6. oktober, men du kan høre det allerede nu i sin helhed nedenfor.

GAFFA har talt med Agnes Obel for at høre lidt om det nye deluxe-album og ikke mindst remixet af David Lynch.

– Der har mange, der har spurgt, om jeg ville udgive nogle livenumre, så det gør jeg nu og har udvidet det med tre numre, jeg skrev efter indspilningerne af "Aventine", og som stemningsmæssigt ligger i klar forlængelse af det. Altså numre, som jeg ikke synes skal med på mit næste album, fordi de ligger så tæt på "Aventine". Så har min gode ven Daniel Matz lavet et flot remix af "Dorian", og så kom remixet af David Lynch. Nu er "Aventine" blevet et dobbeltalbum, og jeg elsker dobbeltalbums. Sådan skulle vi måske have lavet det i første omgang.


Hvordan er det gået til, at David Lynch har remixet dig?

– Det kom helt ud af det blå. En dag sendte han bare et remix af sangen, fortæller Agnes Obel. – Jeg synes, det er blevet utroligt vellykket, men jeg havde slet ikke ventet det. Der var godt nok én fra mit pladeselskab PIAS, der havde kontaktet ham året før med henblik på at remixe en anden sang fra albummet, "Run Cried the Crawling", men det blev aldrig til noget.

Har du så været i kontakt med ham efterfølgende, måske for at høre om et samarbejde?


– Nej, jeg har hverken mailet eller ringet til ham, eller mødt ham. Jeg tror, han er sådan én, der bliver overdænget med forespørgsler, så jeg vil ikke virke påtrængende. Måske giver jeg ham et kald, hvis jeg kommer til Los Angeles. Det er i øvrigt lidt sjovt, for jeg spillede engang i et band i København, hvor vi var inde at se, da han holdt foredrag på Arkitektskolen. Alle ville høre om hans film, men han ville kun tale om transcendental meditation.

Er du begyndt at skrive sange til dit næste album?

– Ja, det er jeg, og det bliver på nogle andre instrumenter end klaver. For eksempel spinet, cembalo og mellotron. Når man skifter instrument, begynder man automatisk at skrive sange på en ny måde. Der går dog lidt tid, inden jeg får tid til at indspille dem, for jeg skal snart videre på turné i to måneder til både USA og Australien – mit første besøg i Australien. Og så skal jeg og nogle venner bygge et studie sammen, formodentlig i Berlin.


David Lynch har selv udtalt følgende om Agnes Obel: "Jeg elskede at lave dette remix. Jeg blev gjort opmærksom på Agnes' musik gennem mit pladeselskab ... Jeg synes, hun har den smukkeste stemme og kan gøre ting med sin stemme, som er unikke og ekstraordinære."

Hør "Aventine" i deluxe-versionen nedenfor:


ANNONCE