Nyhed

Genesis-hyldest i København

The Musical Box fremfører Genesis' "Selling England by the Pound"-show 29. marts

Vi har ikke for vane at skrive om coverbands her på GAFFA.dk, men i tilfældet The Musical Box vil vi her gøre en sjælden undtagelse.

Det canadiske Genesis-tribute band står nemlig ikke bare og jammer over en stribe af Genesis' bedste numre, men fremfører koncerter, som man kunne opleve dem i 70'erne med milimeteragtig præcision både med hensyn til musik, men i særledeshed også kostumer, scenografi og lys.

Gruppen startede i 1993 med at genopføre koncertturnéen "Foxtrot", som Genesis tog på i 1972 og har sidenhen taget ud i USA og Canada med turnéerne for "Selling England by the Pound" og "The Lamb Lies Down on Broadway".


Bandet tager nu på Europaturné for første gang, og skulle man fortsat være i tvivl om autenciteten i bandet kan vi fortælle, at The Musical Box tager ud på turnéerne med Genesis-medlemmernes velsignelse og de oprindelige lysbilleder, bandet brugte som baggrunde i 70'erne. Phil Collins og Steve Hackett har desuden spillet med bandet til koncerter, og også Peter Gabriel har været tilstede til deres koncerter.

The Musical Box fremfører "Selling England by the Pound" i Falconer Salen 29. marts, og billetterne er netop sat til salg via Billetnet.

ANNONCE