Nyhed

Michael Jacksons Thriller-video bliver genoplivet i 3D

Filmskaber John Landis har lavet en aftale med Jackson-familien om en speciel videoudgivelse, der udkommer næste år

Michael Jacksons 14 minutter lange musikvideo til sangen "Thriller" vil blive genoplivet i 3D næste år. Det sker, efter at filminstruktøren John Landis, som i sin tid skabte videoen efter en lang retssag, er nået frem til en aftale med bestyrerne af Jacksons arv. Selvom Landis og projektet kun er i opstartsfasen, håber filmskaberen at kunne udgive filmen på Blu-Ray og i biografen ifølge Daily News i New York.

"Thriller"-musikvideoen var i sin tid den dyreste til dato og blev hædret som den bedste video nogensinde af Rolling Stones' læsere.

Omkring seks måneder før Jacksons død i 2009 anklagede Landis Michael Jackson for bedragerisk, ondskabsfuld og undertrykkende adfærd i forbindelse med "Thriller" videoen, ifølge E! Online. Det skete, fordi Landis mente, at han havde ret til en stor del af indtægterne fra musikvideoen. Landis forlangte 50 procent af den samlede indtægt, som videoen havde genereret. Det drejede sig angiveligt om cirka 1 million dollars på dette tidspunkt.


"Det søgsmål fortsatte i så mange år, men vi blev enige, og de endte med at betale mig", fortalte Landis avisen. "Og, der kommer rent faktisk til at ske noget med 'Thriller'. Den kommer til at dukke op igen i en velpudset og tredimensionel udgave, som er yderst interessant og spændende på den helt store skærm."

Landis, som også har instrueret filmene "Animal House" og "Blues Brothers", fik Michael Jacksons opmærksomhed igennem filmen "An American Werewolf in London." Sidstnævnte inspirerede Jackson til at hyre Landis til at skabe musikvideoen til "Thriller". Landis nægtede at fortælle E! Online mere om det nye projekt og afsluttede interviewet således: "Jeg kan ikke fortælle jer mere", sagde han og fortsatte. "Jeg kan måske blive nødsaget til at slå jer ihjel."

En kilde fortalte Daily News, at Jackson havde håbet på at kunne inkludere en 3-D version af "Thriller" som en del af sit "This Is It" koncertmaraton i Londons O2 Arena. Ovenstående blev dog af triste årsager aldrig en realitet, men nu er der en mulighed for, at John Landis kan indfri ønsket på trods af parternes tidligere retsmæssige uoverensstemmelser.                        


Se afdøde Michael Jackson blive genoplivet igennem et hologram herunder – og se nedenfor den originale "Thriller"-video: 

 

 

 

ANNONCE