Nyhed

Ozzy Osbourne brækker benet

Heavylegenden er kendt for at bide hovedet af flagermus, men nu har han måttet bide i græsset

Den gamle Black Sabbath-sanger er tidligere kendt for at bide hovedet af flagermus til koncerter, men nu har han måttet bide i græsset. Før en koncert i Tucson, Arizona gled han, da han gik ud af badet, og brækkede benet.

Der var dog lidt af den gamle, ustoppelige, satanist-flirtende heavylegende over Ozzy, for han turnerede en hel uge med det brækkede ben, før han nedværdigede sig til at konsultere en læge, der beordrede ham til at holde en pause.


Koncerten var et led i Ozzy Osbournes Merry Mayhem-turné i USA med den yngre, men mindst lige så heavy Rob Zombie, og ti af de planlagte koncerter må nu udskydes.


Turnéen følger op på Osbournes netop udgivne album "Down To Earth", som du kan læse en anmeldelse af i GAFFA Onlines anmeldelsessektion.

Osbourne ventes at være tilbage på begge ben, så han kan optræde igen d. 29. november. Vi krydser fingre - situationen taget i betragtning ville det nok være forkert at sige "hals og benbræk".


ANNONCE