x

Nine Inch Nails udsender ikke hiphop-album

Nine Inch Nails udsender ikke hiphop-album

I et interview udtalte Trent Reznor fra Nine Inch Nails for noget tid siden, at han på den kommende NIN-plade har ladet sig inspirere af Public Enemy. Dette har åbenbart sagt gang i rygtemaskinen til det punkt, hvor Reznor nu finder det nødvendigt at gå ud og afkræfte rygter om, at pladen på nogen som helst måde skulle være en hiphop-plade.

"Lad mig lige afklare nogle ting, så nogle af jer ikke går ud og begår selvmord (eller måske gør I det nu). Dette er ikke en fucking hiphop-plade, for fuck's sake. Jeg kan forestille mig, at min reference til gamle Public Enemy-plader som en inspirationskilde og det, at jeg arbejder sammen med Saul (Williams, rapper og spoken word-kunstner, red.) har sat rygterne i gang.

Så lad mig lige afklare, hvad jeg mente med at være inspireret af Public Enemy: Hank Shocklees Bomb Squad (producerteam, der har produceret for Public Enemy, Ice Cube og Bell Biv Devoe, red.) havde en unik og meget indflydelsesrig måde at konstruere tracks – lag af samples og loops, der blev kombineret til at skabe noget kaotisk og nyt. Så forvent ikke at høre Flavor Flav på den nye plade".

Reznor sidder netop nu og mikser den kommende plade, der har fået titlen "Year Zero" og som forventes udsendt midt i april.

Reznor beskriver pladen som et soundtrack til en film, der endnu ikke er lavet og siger, at han forventer, at nogle fans vil hade den, og andre vil mene, det er hans bedste plade nogensinde.

Nine Inch Nails kan opleves til en udsolgt koncert i Store Vega 6. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA