Nyhed

CPH:DOX er klar med fuldt musikprogram

Nu afslører festivalen musikprogrammet og tilføjer et nyt stort band

Når Copenhagen International Documentary Film Festival løber af stablen fra den 6.-16. november, kan deltagerne se frem til mange musikalske oplevelser. Selvom Cph:Dox har filmen i fokus, vil der med initiativerne Audio:Visuals og Sound&Vision være masser af musikalske oplevelser i vente under festivalen. Og nu kan festivalen afsløre, at When Saints Go Machine endnu en gang står på listen i dette års musikprogram.

Ud over elektropop-bandet When Saints Go Machine, som optræder på Vega, præsenterer Cph:Dox andre store danske navne, heriblandt punkbandet Iceage og pop- og disco-sangeren Vinnie Who. Sidstnævnte giver en smagsprøve på sine nye sange fra sit kommende album, som udkommer i starten af næste år. Du kan høre Vinnie Who udtale sig om det næste album i denne GAFFA-nyhed.

Hvis ikke det var nok, kommer bandet Future 3 også og spiller på festivalen i DR Koncerthuset. Gruppen offentliggjorde i august måned i år, at de er blevet genforenet, og samtidig udgiver de nyt album for første gang i 13 år. Albummet med titlen "With And Without" er lige på trapperne og udkommer den 10. oktober. Future 3 har siden albumdebuten i 1995 været et af de mest anerkendte navne, når det gælder elektronisk musik i Danmark.


Koncerter på Cph:Dox finder ofte sted i Vega. Vega tilbyder tre separate koncertsale – CPH:Doxs koncerter vil ofte finde sted i enten Store Vega eller Lille Vega. I år spiller When Saints Go Machine i Store Vega. 

Musikgenrer for enhver smag

Festivalen tilbyder en bred vifte af musikgenrer. Du har blandt andet mulighed for at høre afrobeats både på skærmen og på scenen, når Sean Kuti, søn af afrobeat-legenden Fela Kuti, giver koncert i Empire Biografen sammen med sit band Egypt 80. Det var ligeledes gennem afrobeat, at karrieren blev skudt i gang for sangerinden og sangskriveren tUnE-yArDs. Hun gæster Lille Vega lige efter visning af dokumentarerne "Baltimore, Where U At" og "Buffalo Juggalos", der hylder den amerikanske subkultur.


På Jazzhouse har du mulighed for at se den svenske duo Wildbirds and Peacedrums, der er vendt tilbage til deres brug af vokal og trommer, visuelt akkompagneret af tilbage til naturen-filmen "Dragonflies with Birds and Snake".

Cph:Dox får også besøg fra USA, hvor den amerikanske r&b-sanger How To Dress Well samt det elektroniske rockband Black Bananas er gæster. Den britiske indie-popduo Summer Camp, som netop har udgivet albummet "Beyond Clueless", der er soundtrack til filmen af samme navn, optræder på festivalen, hvor filmen ligeledes bliver vist. Og den elektroniske musikduo fra Montreal, Blue Hawaii, optræder både i filmen "A City is an Island" og på scenen efter filmvisningen.

Det fulde program for hele Cph:Dox afsløres den 17. oktober til en programlaunch, hvor dj'en Brian de Graw spreder stemning.


Den engelske rapper, producer og skuespiller Mike Skinner fra The Streets spiller til Cph:Dox' afslutningsfest og visningen af Elliott Smith-filmen "Heaven Adores You" bliver efterfulgt af en koncert. Her vil danske musikere såsom Broken Twin og Indians komme med deres fortolkning af Elliott Smiths sange. 

Kendte personligheder på festivalen

Filmen "Biophilia Live" er et must for alle Björk-fans, "Nick Cave: 20.000 dage på jorden" er et ærligt og selvironisk portræt af den verdenskendte rockstjerne, og "Heaven Adores You" fortæller historien om folk-stjernen Elliot Smith, der endte med at tage sit eget liv i 2003.


Endelig har den serbiske Zivan lavet sin egen punk-festival i sin hjemby i filmen "Zivan Makes a Punk Festival". Her udfordrer Zivan det etablerede samfund ved at arrangere sin helt egen punkfestival.

Billetter til Cph:Dox-musikfilmene kan købes fra den 17. oktober. Festivalen finder sted fra den 6.-16. november. Find billetter via Cph:Dox' hjemmeside.

Hør nummeret "lodine" fra When Saints Go Machines album fra 2013 "Infinity Pool" her:

 

ANNONCE