Nyhed

Fyn offentliggør endnu en stor festival

Fyn er for alvor ved at fastsætte en stor musikalsk knappenål på Danmarkskortet – nu er øen klar med endnu en festival

I juni næste år planlægger Egeskov Slot i samarbejde med en eventmager at blænde op for en storstilet musik- og kulturfestival ved det midtfynske slot.

Det bekræfter borgmester i Faaborg-Midtfyn, Christian Thygesen (V) til Fyens Stiftstidende, efter at nyheden om festivalen slap ud i går på TV2/Fyn.

"Det er et projekt med en ny bred kulturfestival. Bredere end 'blot' rockmusik, for festivalen skal også handler om litteratur, kunst og mad," oplyser borgmesteren.


Politikerne i Faaborg-Midtfyn havde sagen og arrangementet på bordet tilbage i januar, tilføjer Christian Thygesen, og på det givne tidspunkt stod såvel Egeskov Slot som eventvirksomhederne Volcano og Live Nation ifølge borgmesteren på papiret som arrangører.

Ifølge eventmager Ulrik Ørum fra Volcano gør ovenstående sig dog ikke længere gældende, da han oplyser, at han er manden, der har født idéen og nu arbejder med arrangementet som privatperson.

"Det gør jeg sammen med slottet. Vi arbejder lige nu på at få lavet en aftale med andre samarbejdspartnere," siger Ulrik Ørum til Fyns Stiftstidende.


Festivalen vil inddrage det frivillige lokale foreningsliv, som herigennem får muligheden for at tjene tiltrængte penge. Målsætningen er i løbet af få år at nå et publikum på omkring 25.000 mennesker.

Ifølge Ulrik Ørum er det dog ikke sikkert endnu, at festivalen bliver til noget, da der er flere ting, der skal gå op i en højere enhed, såsom fonde og respektive partnerskaber. Dog forventer eventmageren, at han i løbet af tre uger kan melde ud, om festivalen bliver til noget allerede næste år.

Nyheden kommer kun en måned efter, at Odense kommune, koncertarrangøren Beatbox Concerts og bookingbureauerne Skandinavian og tyske FKP Scorpio kunne offentliggøre næste års store Odense-festival Tinderbox, som allerede har fået massiv omtale i de danske medier. Meget kunne altså tyde på, at Fyn er tilbage som den store festivalø, ti år efter at Midtfyns Festival lukkede.


Updatering:

GAFFA har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Volcano og Live Nation om, hvorfor de ikke længere er medarrangører af festivalen. Vi vender tilbage, når vi har nyt i sagen.

 


ANNONCE