Nyhed

Det er farmands skyld!

Kelly Osbourne giver sin far skylden for den falmende karriere

Kelly Osbourne, datter af legenden Ozzy Osbourne fra Black Sabbath, giver i et nyligt interview med Contactmusic.com sin far skylden for, at hendes musikkarriere ligner noget, der er slut, før det begyndte.

Osbournes debutalbum "Shut Up!" fra 2002 var ellers en mindre succes via cover-versionen af Madonnas "Papa Don't Preach", men siden da er det kun gået den forkerte vej for den 22-årige farveeksplosion.

Kelly er dog stadig stolt af sit andet album "Sleeping In The Nothing" fra 2005:


"Jeg er virkelig stolt af mit andet album. Jeg synes stadig, det er fantastisk. Folk gav det aldrig en chance. Hvis det var udgivet af en anden end mig, tror jeg folk ville have elsket det."

Det er så spørgsmålet. Måske det hele allerede gik galt med titlen "Sleeping In The Nothing"...

Frk. Osbourne er dog langt fra klar til at kaste håndklæddet i ringen:


"Jeg ville elske at lave et nyt album musik er hele min families passion. Men det er langt hårdere for mig fordi folk altid tænker: "Åh, hun er Ozzy Osbournes datter – hun får alting forærende". Jeg er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt for at få respekt."

Held og lykke til Kelly med at arbejde dobbelt så hårdt, så verden endelig får Osbourne-generne at se i fuld udfoldelse.

ANNONCE