Nyhed

Pink Floyd: Det bliver det sidste album - hør ny sang

Til november udkommer gruppens nye album, og det bliver det sidste

Billede: Coveret til "The Endless River"

Pink Floyd frigiver deres første album i 20 år, "The Endless River" den 10. november, men det bliver det sidste af slagsen nogensinde fra briterne.

"Tja, når Rick (Wright red.) er væk, er det det sidste fra os," siger guitarist og sanger David Gilmour og tilføjer: "Ja jeg er temmelig sikker på, at der ikke vil være nogen opfølgning på dette." Sådan lyder det fra Gilmour i et interview til BBC.


Rick Wright spillede på keyboard i Pink Floyd og døde i 2008, og det kommende album er en hyldest til ham. Trommeslager Nick Mason udtaler:

"'The Endless River' er en hyldest til Rick. Jeg synes, at denne plade er en god måde at anerkende meget af, hvad han gør, og hvordan hans spil var en del af hjertet af Pink Floyds lyd. At lytte til optagelserne mindede mig virkelig om, hvilken særlig musiker han var."

Som bonus har bandet frigivet nummeret "Louder Than Words", som er det eneste nummer på det kommende album med sang. Du kan høre sangen længere nede.


David Gilmour udtaler yderligere om Wright: "Han er blevet undervurderet af offentligheden, af medierne og til tider af os, må jeg desværre sige. Jeg gav ham ikke nødvendigvis altid den nødvendige ære. Folk har meget forskellige holdninger til, hvordan de arbejder, og vi kan være meget fordømmende og tænke, at nogen ikke arbejder hårdt nok uden at forstå, at deres arbejde er anderledes end vores."

Albummet udkommer på pladeselskabet Parlophone den 10. november og er produceret af David Gilmour, Phil Manzanera (Roxy Music med flere), Youth (Killing Joke med flere) og Andy Jackson (tidligere tekniker for Pink Floyd). Albummet er som nævnt primært instrumentalt med et enkelt nummer med sang, "Louder Than Words", med en nyskrevet tekst af Polly Samson. Desuden medvirker fysikeren Stephen Hawking på spoken word på et andet nummer, "Talkin' Hawking".

Pink Floyds gamle sanger og bassist Roger Waters har ikke været involveret i det nye album, da han forlod bandet i 1985, altså adskillige år før indspilningerne. Der har været spekulationer om, at Roger Waters skulle have haft en finger med i spillet på bandets første album i 20 år, men Waters selv har understreget, at det har han ikke.


Den oprindelige lineup, minus guitarist og sanger Syd Barrett, der forlod bandet i 1968, blev gendannet til Live 8-koncerten i London i 2005, hvor de spillede fire numre. I 2006 døde Syd Barrett efter mange år uden for offentligheden.

Hør sangen "Louder Than Words" nedenfor, som ud fra Pink Floyd bliver det sidste nummer fra bandet med sang.  


 

ANNONCE