Nyhed

Hør ny sang med De Eneste To – med hjælp fra komikere

I gårsdagens Natholdet holdt duoen premiere på et nyt nummer fra deres kommende album

De startede med at spise deres egne ord i deres nyeste musikvideo til nummeret "Sult", nummeret, som du formentlig har hørt spille på liv og løs i radioen. Men hvad er næste udspil fra De Eneste To?

Den nye sang fra duoen, bestående af Peter Sommer og Simon Kvamm, hedder "Jyder I København" og blev spillet for første gang sent i gårsdagens program af Natholdet. Det kommende album hedder "Dobbeltliv" og udkommer den 17. november.

Simon Kvamm fortæller følgende om det nye album:


"Dobbeltliv kredser om at rumme flere sider, der til tider er i balance og til tider i krig med hinanden. At føle sig gammel, men samtidig føle sig ung. At give slip, men samtidig gribe dagen. At føle sig speciel, men samtidig føle sig enormt almindelig."

Til ovenstående supplerer Peter Sommer: "Vi har det nogle gange som en sommerfugl. Den flaprer mod ruden, så vil den ud, så vil den ind. Den tilstand som et grundvilkår, man til stadighed forsøger at lære sig selv at leve med.

På Natholdets Facebook-side står der:


"VERDENSPREMIERE: De Eneste To spiller for første gang 'Jyder i København' – et nummer fra deres kommende plade."

I denne uge er Simon Kvamm vikarvært for Anders Breinholt. Og ugen har budt på en masse spas og overraskelser. Blandt andet har Kvamm i anledningen af Drengene Fra Angoras 10 års jubilæum inviteret sine kollegaer fra satireserien, bestående af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann. Og i går aftes overraskede Simon Kvamm så med at lokke Peter Sommer til at spille De Eneste Tos nye nummer.

En anden gæst i går var komikeren Brian Lykke, kendt fra Live fra Bremen, som i linket nedenfor danser livligt med på scenen og spiller på en triangel, mens duoen giver deres nummer "Jyder i København". På trommer er Drengene Fra Angoras Rune Tolsgaard og på bas Esben Pretzmann. Simon Kvamm gør tegn, når de to må spille. 


I starten af 2015 pakker de to musikere rygsækken med grej og hits og drager på turné. De starter på Train i Aarhus og slutter en måneds tid senere på Fermaten i Herning. Se datoerne for turnéen her. 

Hør nummeret "Jyder I København" fra De Eneste To og se Brian Lykke rokke med via linket.

ANNONCE