Nyhed

Hør ny single fra Julias Moon – nu på stort amerikansk selskab

Den danske poptrio kommer i stald med blandt andre Nicki Minaj

Det er efterhånden ikke et særsyn, at danske navne skriver kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, men det er stadig værd at nævne. Efter MØs aftale med RCA i Storbritannien og Lukas Grahams ditto med Warner Music USA kommer nu poptrioen Julias Moon.

Julias Moon, kendt for de store radiohits "Bay" og "Lipstick Lies", er nemlig klar med deres nye single, "Palace", som udkommer i dag. Du kan høre singlen nedenfor på WiMP og Spotify. Gruppen kan samtidig offentliggøre, at den har skrevet ny pladekontrakt med den danske afdeling af internationale Universal Music i samarbejde med amerikanske Republic Records. Dermed kommer gruppen i stald med så store navne som Ariana Grande, Nicki Minaj, Pearl Jam og mange flere. Tidligere udkom de på det lille danske selskab Nordic Music Society, som dog også er med i den nye aftale.

"Palace" er en forsmag på gruppens kommende ep "Fake ID Heartbreak", som udkommer 7. november.


Julias Moon debuterede i oktober 2013 med nummeret "Bay", som blev Ugens Uundgåelige på P3 og også blev nomineret til P3 Lytterhittet. Trioen var yderligere nomineret til Talentprisen på P3 Guld. I november 2013 udgav de ep'en "Backseat Thunder" og i foråret 2014 singlen "Lipstick Lies", som toppede airplaycharten og blandt andet var i A-rotation på P3, Nova og Voice. I år har gruppen optrådt på en række store festivaler, blandt andre Spot, Smukfest, Nibe Festival og Wonderfestiwall.

Derudover har de været en tur i USA. En A&R-mand på pladeselskabet Republic Records fandt nemlig "Lipstick Lies" på Shazams danske top 10-liste, hvilket gjorde så stort indtryk på ham, at han inviterede bandet til New York med alt betalt.

- Vi tog i studiet med det samme og arbejdede nonstop i 72 timer på at få vores demoer klar og tog direkte i lufthavnen derfra. Helt udkørte i New York tog vi til møde hos Universal. Idet elevatordørene åbnede på Republics etage, "kickede" omkvædet til "Lipstick Lies" ind, og det første, vi så, var vores musikvideo projiceret op på hele bagvæggen. Omringet af plakater af Drake, The Weeknd, Ariana Grande med flere kom vores A&R os smilende i møde. Vi blev ledt ind i et stort lokale og havde et fire timer langt møde, hvor flere og flere ansatte fra Republic kiggede ind. Vi var fuldstændig blæst, da vi kom ud igen," udtaler bandet.


Brett Alperowitz, Vice-President, A&R & Promotion fra Republic Records udtaler på sin side om samarbejdet:

"Republic Records er begejstret for at være Julias Moons amerikanske pladeselskab. Det er altid spændende, når nyt talent opstår fra et sted uden for USA. Som andre store internationale navne bringer Julias Moon friks idéer og en stil, som er unik i forhold til, hvor de kommer fra. Louis, Nicolai og Oliver skaber med succes sange med kant, groove og smittende melodier, som har stort potentiale for det amerikanske marked."

Jon Møller Madsen, Managing Director i Nordic Music Society udtaler:
"Det er et kæmpe scoop for os med den deal, der for os som både pladeselskab og musikforlag betyder, at vores helligste mål, at få udbredt bandets musik mest muligt, nu formentlig kan indfries over alle forventninger. Republic har de sidste par år været et af de stærkest kørende chart-labels i USA, og Universal er jo ubetinget verdens største selskab, så vi er sindssygt glade for det nye setup, der vil bringe Julias Moon et kæmpe skridt videre og ud i verden."


"Palace" handler ifølge trioen selv om den eneste ene. "En desperat forhåbning om, at PIGEN findes", siger de. Deres egen musik kalder de "progressiv pop" og fortsætter med denne varedeklartion: "Kærlighed og mystik er gennemgående temaer i tekstuniverset. Produktionerne er elektroniske og lyden er moderne – nordisk med referencer til både amerikansk r&b, funk, 80'er-synthpop med mere."

Trioen består af Louis Samson (sanger og sangskriver), Nicolai Gabold (komponist og bassist) og Oliver Kincaid (producer og komponist).

Trioen er nomineret til to DMA-priser, Årets Danske Gruppe og Årets Nye Danske Navn. Priserne uddeles 8. november i Forum.


Ikke kun USA har fået øjnene op for bandet. MTV Holland havde således "Lipstick Lies" i rotation som ugens Must C, ligesom de har været i rotation som Brand New Artist på MTV i Holland og Belgien. 

Hør Julias Moon med den funky "Palace" – hvem ved, måske det næste store internationale hit fra et dansk navn.

ANNONCE