x

Jessie Ware til Danmark med nyt album

Jessie Ware til Danmark med nyt album

Hendes første album "Devotion" blev lovprist i mange toneangivende musikmedier. Pitchfork var ude med de helt store roser og udnævnte det til "et af det nye årtusindes vigtigste albums". Nu vender englænderen Jessie Ware tilbage med sit andet album, der har fået titlen "Tough Love" og udkom i går. I den forbindelse tager hun på en turne, der bringer hende forbi vores lille andedam. Det sker, når hun spiller koncert i Store Vega den 4. februar 2015.

"Tough Love" er ligesom forgængeren produceret af Dave Okumu, men denne gang har sangerinden, der kalder sin musik for "britisk elektronisk soul" også fået lidt hjælp til sangskrivning af hitmageren Ed Sheeran og soulsangeren Miguel.

Jessie Ware er blevet sammenlignet med store sangerinder som Whitney Houston, Sade, Beyoncé og Adele, og man kan roligt sige, at det er gået stærkt for den 29-årige Jessie Ware. For blot en håndfuld år siden var hun korsangerinde for singer/songwriteren Jack Peñate, der såmænd tidligere har haft den dengang ukendte Adele på kor, men så tog karrieren hurtigt fart. Det skete, da hun mødte dubstep-kunstneren SBTRKT, og i 2012 så "Devotion" dagens lys. Senere er hun blandt andet blevet nomineret til en den prestigefyldte Mercury-pris i England, og i 2014 var hun nomineret til to Brit-awards.

Billetsalget starter fredag den 17. oktober klokken 10.00 via GAFFA Live

Varm op med "Wildest Moments" fra debutalbummet "Devotion":

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA