Nyhed

Eddie Vedder holder 22 år gammelt løfte

Sanger, sangskriver og frontmand for Pearl Jam Eddie Vedder er en mand, der holder ord

For 22 år siden, inden Pearl Jams gig i Cincinnati, Ohio, var bandets medlemmer i biografen. De tog afsted for at se "Wayne's World", og her genkendte Pearl Jam-fan Joe Wolfe forsanger Eddie Vedder. Med det samme gik Joe Wolfe frem for at bede om et billede, men dengang i 1992 var det ikke lige så let at tage et billede, som det er i dag. Billedet blev derfor aldrig taget – men Vedder lovede Wolfe et billede næste gang, de sås, selvom mødet måske virkede usandsynligt.

Joe Wolfe glemte aldrig, hvad han var blevet lovet og havde i sinde at realisere aftalen til Pearl Jams nylige koncert i Cincinatti. Wolfe stødte af uforklarlige årsager ind i Vedder få dage før koncerten. Han gik, som tilbage i 1992, direkte over til sangeren for at minde ham om hans løfte. Svaret var dog ikke som forventet, da Vedder responderede med: "Fuck off, dude".

Det hele fik dog en lykkelig slutning. Fra klippet – du kan se nederst på siden – forklarer Vedder sig. Han havde forvekslet Joe Wolfe med en person, som ved samme koncert havde stjålet hans joint. Derfor var han rasende. Under koncerten fortalte Vedder historien om mødet mellem ham og Wolfe og undskyldte sin reaktion. Efter koncerten mødtes Wolfe og Vedder, og løftet kunne holdes. Billedet, som Wolfe havde ventet på i 22 år blev taget, og som plaster på såret fik han både en autograf og Vedders plektre fra koncerten, skriver Music Feeds.


For bonusinfoens skyld skal det siges, at Eddie Vedder ikke er den første superstjerne, der er blevet foreviget på et billede med Joe Wolfe. Hvis man tjekker Wolfes åbne Facebook-konto, støder man på billeder med blandt andre Steven Tyler, Robert Plant og Alice Cooper. Det ser ud til, at der er en, der har en spændende hobby.

Du kan se Eddie Vedder forklare den noget spøjse historie i klippet herunder:


ANNONCE