Nyhed

P6 Beat rocker atter Koncerthuset

Radiokanalen holder helaftensfest og offentliggør de første navne

For tredje år i træk afholder DR "P6 Beat rocker Koncerthuset", hvor radiokanalen præsenterer et line-up af aktuelle kunstnere rundt om i hele koncerthuset. DR er nu klar med de første tre offentliggjorte navne, og på mandag den 20. oktober åbner billetsalget.

De tre bands er som følger: Veteranerne Love Shop, som netop mandag den 20. oktober udgiver deres tiende album, "Kærlighed og Straf" – deres tredje med sanger og sangskriver Jens Unmack som eneste oprindelige medlem tilbage (den afdøde mundharpespiller Henrik Hall kom først med i bandet på deres andet album). Det danske post-punk-band The Minds of 99, der vandt DR's talentkonkurrence Karrierekanonen sidste år og siden har storhittet med "Det er Knud, som er død" – med tekst af den legendariske forfatter Tom Kristensen (1893-1974) – og udsendt deres roste, selvbetitlede debutalbum. Og sidst, men ikke mindst den fremadstormende københavnske kvartet Blaue Blume med de ambitiøse sange og den falsetsyngende Jonas Smith i front. Gruppen udgav tidligere på årets deres debut-ep "Beau & Lorette" og spillede blandt andet på årets Roskilde Festival.

De øvrige optrædende kunstnere til P6 Beat rocker Koncerthuset vil løbende blive offentliggjort på GAFFA.dk, helt frem til arrangementet løber af stablen i DR Koncerthuset lørdag 20. december.


Har man ikke mulighed for at være til stede ved koncerterne, er der ingen grund til at være ked af det. P6 Beat og flere af DR's øvrige platforme sender nemlig masser af direkte livemusik fra koncerterne, hvor P6 Beats værter vil guide lytterne igennem aftenen med reportager og interviews med de medvirkende kunstnere.

Den endelige sendeplan fra P6 Beat rocker Koncerthuset vil blive offentliggjort i december.

Billetsalget begynder mandag den 20. oktober klokken 10 på dr.dk/koncerthuset


Varm op med Blaue Blumes "In Disco Lights":

 

 

 


ANNONCE