Nyhed

Se: Sokker! Spil noget med Slayer ...

Kan du forestille dig Tom Araya og Kerry King som sokker?

Hvor tit har nogle unge knøse ikke spillet deres første ængstelige koncert på det lokale spillested, kun for at blive afbrudt før første nummer af en øldrikkende publikummer, der med slæbende diktion råber: "Spil noget med Slayer!"? Hvad nu, hvis de unge knøse ikke var unge knøse, men faktisk sokker? Ja, beskidte sokker, og de svarede igen med en sønderrivende parodi af "Raining Blood"? Se videoen her forneden. 

Det er et kendt faktum, at det amerikanske thrash-metal-band med deres albumklassiker "Reign In Blood" fra 1986 produceret af den skæggede Rick Rubin, ud over at skabe noget ganske diabolsk musik, også fik skabt en kulturel klassiker. Den slags bliver kun slået fast af, at kreative mennesker, som dem bag Sock Puppet Parody, giver sig i kast med en slags hyldest.

Fremtiden så ellers uvis ud for Slayer, da guitarist og grundlæggende medlem 49-årige Jeff Hanneman pludselig døde sidste år, som resultat af, hvad der viste sig at være skrumpelever. Den uvished blev dog manet til jorden i april, da de aldrende metalhoveder udgav singlen "Implode". Slayer udgav sidst album i 2009. "World Painted Blood" fik GAFFAs Keld Rud headbangende op af stolen, og han kvitterede med fem stjerner. Han skrev: "De fire musikere har oppet sig, og især vokal og leadguitarer er blevet mærkbart forbedret. World Painted Blood undgår behændigt faldgruberne, som Slayer har døjet med siden midthalvfemserne. Jeg tøver ikke med at kalde dette for Slayers bedste album siden Seasons In The Abyss."


Er sokkerne ikke nok for dig, kan du også tjekke Slayer på banjo her.

Sokker! Spil noget med Slayer:


ANNONCE