Nyhed

Se GAFFAs satiretegninger med Bieber, Miley og GAFFA-Pris-kaos

Nu kan du også se Stjernepladsen på GAFFA.dk – om blandt andet twerking, Biebers rumfærd og det kaotiske GAFFA-Prisen-show 2012

Helt tilbage fra begyndelsen af 00'erne har GAFFA-bladet bragt en månedlig musikalsk satiretegning under navnet Stjernepladsen. Tegningerne blev i 2008 lagt på GAFFA.dk i forbindelse med, at samtlige tidligere GAFFA-blade blev digitaliseret, men af tekniske årsager har det været en smule besværligt at søge tegningerne frem. Det samme gjaldt de efterfølgende tegninger fra 2008 og frem.

GAFFA har nu forbedret søgemulighederne, og derfor kan du fremover se Stjernepladsen på GAFFA.dk hver måned – og søge efter tidligere Stjernepladser. For at du ikke skal dø af grin, går vi dog langsomt frem og frigiver derfor ét års Stjerneplads-tegninger hver weekend året ud – i omvendt kronologisk rækkefølge. Vi begyndte sidste uge med 2014 og fortsætter i denne uge med 2013. Alle år 2013's tegninger om blandt andet det skandaleombruste GAFFA-Prisen-show, Miley Cyrus' twerking og Justin Biebers planlagte rumfærd kan du derfor se via dette link.

Tegningerne er skabt af Benedicte Maria og Stine Spedsbjerg, også kendt som StineStregen. Længere tilbage tæller GAFFAs satiretegnere Jenz Koudahl og den i dag anerkendte billedkunstner Søren Behncke, også kendt som Papfar. Glæd dig til deres tegninger i de kommende weekender og se allerede offentliggjorte tegninger via dette link.


ANNONCE