x

Ryan Adams til Danmark

Ryan Adams til Danmark

Den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Ryan Adams udgav i september sit 14. soloalbum på lige så mange år, og han følger det op med en turné, der bringer ham til Falconer Salen i København 9. marts.

Ryan Adams, der fylder 40 år den 5. november, indledte karrieren som sanger og sangskriver i det roste alternative country-band Whiskeytown, der eksisterede fra 1994-2000 og udgav tre album. Solo-debutalbummet "Heartbreaker" fra 2000 i samme musikalske ånd understregede hans status som anmelderdarling, og i de efterfølgende år sprøjtede han det ene album ud efter det andet – blandt andet hele tre i 2005, herunder et dobbeltalbum. Ofte inden for countryrocken, men han har også udsendt et regulært metalalbum, "Orion" i 2010.

Ryan Adams besøgte senest Danmark i maj 2012, hvor han også gav koncert i Falconer Salen. Her var der tale om en solokoncert, hvor GAFFAs anmelder Rune Schlosser uddelte fem stjerner under overskriften "Entertaineren Ryan Adams gav over to timers tour de force af klassikere – nye som gamle".

Ryan Adams' seneste album, "Ryan Adams", fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen under overskriften "Rockende Ryan skåner ikke ørerne længere".

 

 

Billetsalget starter fredag 24. oktober kl. 10.00 via GAFFA Live, livenation.dk og billetnet.dk

Tidligt forsalg: Onsdag 22. oktober kl. 10.00 til fredag 24. oktober kl. 09.00
Forsalget gælder for: Fanklub-medlemmer og Jyske Bank-kunder (Læs mere på www.jyskebank.dk/musikken)

Varm op med et af Ryan Adams' gamle hits, "New York, New York" fra 2001-albummet "Gold".

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA