Nyhed

30 grunde til at elske dagens fødselar Katy Perry

I anledning af popstjernens 30 års fødselsdag har vi samlet nogle af popsangerindens allerbedste øjeblikke

I dag fylder Katy Perry 30 år. I den anledning har vi fundet 30 gode grunde til at elske hende.

1. Tak til Katy Perrys forældre

Katheryn Elisebeth Hudsons fødsel den 25. oktober 1984 må i sandhed siges at være et af sangerindens bedste øjeblikke. Hun blev født i Santa Barbara, Californien og voksede op med kristne præster som forældre. Vi kan takke forældrene for at være tilstrækkeligt glade for hinanden til at undfange Katy Perry, ellers havde vi ikke haft anledning til at skrive denne liste. Tak Keith og Mary, selvom i har udtalt, at jeres barn er faldet i Satans hænder.


2. Fjerde gang er lykkens gang

Efter at have skrevet kontrakt med Capitol Music Group i 2007, som var hendes fjerde pladeselskab på syv år, ændrede hun sit navn til Katy Perry og udgav under dette navn sin første internet-single, "Ur So Gay", den følgende november. Katy Perry måtte skifte navn fra Katy Hudson for ikke at blive forvekslet med den amerikanske skuespiller Kate Hudson. Denne single gav popsangerinden opmærksomhed, men kom dog aldrig ind på hitlisterne. Singlen gav dog blod på tanden.

3. Blod på tanden


Blodet på tanden gjorde, at Katy Perry i 2008 udgav singlen "I Kissed A Girl", der gik hen og erobrede førstepladsen på adskillige internationale hitlister. "I Kissed A Girl" blev startskuddet på en musikalsk kometkarriere og er en af grundene til, at navnet Katy Perry er kendt blandt millioner verden over.

4. Nu som verdensstjerne

2008 var også året, hvor Katy Perry udgav sit første major label-studiealbum med titlen "One Of The Boys." Albummet tog verden med storm og blev det 33. bedst sælgende album på verdensplan i 2008. Det opnåede platin fra Recording Industry Association of America. Pladen gav hende ti nomineringer til Grammy Awards.


5. Megahits 

På albummet "One Of The Boys" var der i særdeleshed to numre, der gjorde sig bemærket. Der er her tale om førnævnte "I Kissed A Girl" og "Hot'n Cold", som begge opnåede at gå multi-platin.

6. Den frække tvillingesøster


Det faktum, at hun ligner Zoey Dechanels tvillingesøster, er ikke den mest oplagte grund til at elske Katy Perry, men tanken om, at de er tvillinger er bare så interessant at lege videre med, at den måtte på listen. Se et billede af lighederne her. Mænd, de tanker, I tænker nu, skal I ikke fortælle jeres kæreste om.

7. Guitaristen

Hun spiller guitar og kan rent faktisk synge uden kæmpe band og ekstraordinært sceneshow.

8. Det altoverskyggende album


I august 2010 udgav Katy Perry sit tredje studiealbum, "Teenage Dream", som debuterede som nummer et på Billboard 200 og efterfølgende blev det 11. bedst sælgende album i samme år og det niendebedst sælgende album i 2011 – på verdensplan. Albummet indeholdt følgende nummer et-hits på "Billboard Hot 100": "California Gurls", Teenage Dream", "Firework", "E.T." og "Last Friday Night (T.G.I.F.)" samt top-tre hittet "The One That Got Away". Albummet genererede hele fem singler, der lå nummer et på "Billboard Hot 100", hvilket det var det første album siden Michael Jacksons "Bad" til at opnå og det blot andet album nogensinde. Albummet gav Perry seks nomineringer til Grammy Awards, heriblandt for "Årets Album" og "Årets Plade".


9. 52 uger i træk i top 10 på hitlisten

Med nummeret "E.T." som nummer et på listen den 12. maj 2011 blev Perry den første kunstner i historien til at forblive 52 uger i træk i top ti på Billboard Hot 100, hvor hun forblev i 69 uger sammenlagt.

10. Perrys ægteskab


Katy Perry har været gift med den britiske skuespiller og komiker Russell Brand. Forholdet holdt dog kun fra den 23. oktober 2010 til den 30. december 2011. På trods af forholdets triste afslutning er valget af ægtemand endnu en udmærket grund til at elske Katy Perry. Russell Brand er sgu sjov.

11. Brandet Katy Perry

Katy Perry har også lanceret en parfume med navnet "Purr" og lagt stemme til Smølfine i Smølferne fra 2011.

12. Kæledyr


Hun har døbt sin kat Kitty Purry.


13. Madonna som fan

Madonna er kæmpe fan af Katy Perry og udtalte i 2008, at singlen "Ur So Gay" var hendes nye yndlingssang. At have Madonna i sin fangruppe må betyde, at man gør et eller andet rigtigt.

14. Katy Perry er ikke bange for at vise sine fordele


I den mere sensuelle afdeling må mange mænd verden rundt elske Katy Perry, grundet det faktum, at hun elsker at vise sin imponerende kavalergang. Der er udsprunget både underlige og fantastiske ting fra netop denne kavalergang, såsom at den sprøjter med flødeskum, hopper, danser og altid er nedringet.

15. Påfuglen, der blev fanget i en menneskekrop


Katy Perry har en bemærkelsesværdig og vild tøjstil, som er et af sangerindens mest markante kendetegn. Hun lever efter mantraet "You wear the look, don't let it wear you. It's all about having confidence which can help you pull off anything." Se et godt eksempel her.

16. Katy Perrys forhold til berømthed

Katy Perry har aldrig drømt om at være kendt og synes ikke, at berømthed er særligt flatterende. Hun sagde følgende i et interview til Rolling Stone:


"Jeg har aldrig haft lyst at blive berømt. Det er biprodukt af, hvad jeg laver. Berømthed er seriøst et biprodukt af den drøm, jeg havde. Folk vil gerne anerkendes for deres arbejde, men ingen har lyst til at blive kendt for ingenting. Berømmelse er, hvis du spørger mig, lidt ulækkert."

Katy Perry har tydeligvis ikke rådført sig med Amalie fra Paradise Hotel om ovenstående udtalelse.

17. Katy Perry glæder sig meget til sin 30 års fødselsdag


"Jeg har hørt, at man har nogle fede tider i 30'erne, og som de fleste ville sige, er 30'erne de nye 20'ere. Alder er mere end attitude i min verden, og jeg føler mig stadig meget ung. Jeg føler mig som en på 22."

Desuden har Katy Perry udtalt til Rolling Stone, at hun vil følge Madonnas eksempel og fortsætte med at lave musik, selvom hun bliver gammel. 

18. Humor og selvironi


Katy Perry er alt andet end selvhøjtidelig. Hun er flabet, morsom, fræk, kæk og siger altid sin mening. Til MTV Awards i 2008 i Liverpool var Katy Perry vært og kom under showet flyvende ind over publikum siddende på en stor banan. Her ville hun give et godt råd til kvinderne blandt publikum og sagde: "It's not how big the banana is. It's how you sit on it." Til samme show skiftede hun outfit 11 gange, det ene mere pompøst end det andet.  

19. Award-slugeren


Igennem sin karriere har Perry modtaget 74 priser og 254 nomineringer, heriblandt én Brit Award, én Echo Award, én VMA Japan, to Los Premios MTV Latinoamérica, to MTV Europe Musiv Awards, to MTV Video Music Awards, tre People's Choice Awards, fire Teen Choice Awards, seks ASCAP Pop Music Awards, to Billboard Music Awards, én BMI Award, én Jono Award og otte Grammy Award-nomineringer. Ovenstående må være en af GAFFA.dk's længste sætninger, som samtidig giver udtryk for, at fødselaren er en dygtig og populær kvinde.

20. Perry som skuespiller

Katy Perry er hovedpersonen i sin egen dokumentarfilm "Part Of Me", som viser sangerinden bag de pompøse udklædninger. Filmen har fået 5,9 ud af 10 i karakter på IMDb, men giver på trods af den forholdsvis lave karakter et godt indblik i Perrys univers. Filmen er bestemt værd at se for de fans, der elsker Katy Perry. 


21. Hun har rørt ved John Mayers "guitar"

I sommeren 2012 begyndte Katy Perry at date kvindebedåreren John Mayer, og betegnelsen super-par er i denne sammenhæng nærmest en underdrivelse. Parret indspillede duetten "Who You Love" til Mayers seneste album "Paradise Valley". Inden da havde Perry ytret, at hun var henrykt over at arbejde sammen med Mayer, fordi hun var fan af ham, også før de begyndte at date. Forholdet endte dog brat, da Perry eftersigende skulle have opdaget John Mayer med fingrene i kagedåsen. Kagedåsen skal i denne sammenhæng forstås som utroskab.  

22. Fra præstedatter til verdensstjerne


Der er to mennesker, der på ingen måde er fan af Katy Perry, og det er sangerindens egne forældre. Hendes far er en evangelisk præst, og han rejser verden rundt sammen med Perrys mor for at sprede budskabet om Jesus Kristus som klodens herrer og frelser. Til en ceremoni i Sante Fe har Perrys far, Keith Hudson, kaldt sin datter for "djævlens barn.". Han sagde også følgende til Celebuzz: "De spørger, hvordan jeg kan være præst når jeg har produceret en pige, der synger om at kysse en anden kvinde? (…) Jeg var til en af Katys koncerter, hvor der var 20.000 mennesker, der elskede det. Det lignede næsten kirken. Jeg stod der og græd og blev ved med at græde og græde. De elsker og tilbeder de helt forkerte ting."

Man må elske Katy Perry for at bryde med den sociale arv og gå sine egne veje med hjertet som ledestjerne.

23. Katy Perry kysser på piger, men kan også godt lide mænd


De lumre mænd, der endnu ikke har sluppet tanken om Katy Perry og Zoey Dechanel som tvillingesøstre, kan fornøje sig med tanken om, at Perry tidligere har vist sin biseksuelle side. Et af de mere iøjnefaldende og kontroversielle kys skete til en "Bangerz"-koncert, hvor Miley Cyrus ville dele mundvand med den flamboyante sangerinde. Man må håbe, at Keith Hudson ikke har fået nys om nedenstående klip.

24. Katy Perry hænger ud med Snoop Dogg


Efter en gæsteoptræden på rapperen, sangskriveren og produceren Timbalands single "If We Ever Meet Again" rekrutterede Perry Long Beach-rapperen Snoop Dogg til sin hitsingle "Califronia Gurls" fra blockbuster-albummet "Teenage Dream."

25. Katy Perry er yderst morsom som vært

I selskab med sin super-talentfulde svenske veninde Robyn som musikalsk gæst viste Katy Perry sine evner som vært på "Saturday Night Live" i 2011. Perry optrådte selv i ni sketches og lavede en aldeles gennemført parodi på Christina Aguilera.


26. Katy Perrys bedste veninde er Rihanna

Rihanna og Perry er så gode veninder, at førstnævnte stod for sidstnævntes polterabend, da Perry blev gift med Russell Brand. Venskabet startede, da Perry blev forelsket i Rihannas skinnende Velentino-taske i 2009. Perry komplimenterede tasken, og på Valentinsdag sendte Rihanna tasken til Perry som en gave. Herefter blomstrede venskabet, der dog har ramt nogle bump på vejen, især i tiden hvor Rihanna var kæreste med den voldelige Chris Brown.

27. Katy Perrys manke


Katy Perry er kendt for at skifte frisure og hårfarve lige så tit, som en ko spiser græs. Efter albummet "Teenage Dream" ramte gaden eksploderede Perrys lyst til at skifte frisure og hårfarve simultant med albummets eksplosive popularitet. Håret har siden været i alle regnbuens farver og har ofte været sammensat med tøj, som kun Katy Perry kan få noget godt ud af.

28. Katy Perry besøger Danmark i 2015

Perry tager i 2015 på verdensturné, og i denne forbindelse besøger hun Danmark. Hun udgav albummet "Prism" i 2013, som hun fik en GAFFA-Pris for, og i forlængelse heraf tager hun på "The Prismatic World Tour", som rammer Jyske Bank Boxen i Herning. Showet løber af stablen lørdag den 7. marts klokken 20.00. Der er stadig billetter.


29. Katy Perry har et nært forhold til Danmark

Katy Perry har en del københavnske venner og har tidligere besøgt kokken Bo Bech. Besøget hos Bo Bech var dog ikke på baggrund af en venskabelig ralation, men fordi sangerinden under et besøg i København var sulten og derfor besøgte restaurant Geist. Det nære forhold til Danmark bygger på det faktum, at sangerindens søster Angela Hudson er gift med en dansk mand. Katy Perry har derfor været at finde i det københavnske natteliv og på shoppingtur på strøget. Hun har sågar blæret sig med sine danske svoger på Twitter, hvor hun skrev: "Jeg har en dansk svoger nu, skål!."  

30. Stine Bramsens våde læber


Grund nummer 30 og samtidig listens sidste grund til at elske Katy Perry må være, at sangerinden har kysset med sangerinden i for tiden pauseholdende Alphabeat, Stine Bramsen. Kysset skulle eftersigende have fundet sted til en fest på Club Scala i London. Perrys daværende kæreste Travis Mccoy fra Cym Class Heroes havde udtrykkeligt forklaret Perry, at han ikke ønskede, at sangerinden skulle kysse med andre end ham, men Stine Bramsens lyserøde læber var åbenbart for uimodståelige.  

 

 


 

 

ANNONCE