x

Musikere hylder P6 Beat-program – der lukker

Musikere hylder P6 Beat-program – der lukker

Glæden var stor for musikelskere og folk med hang til ikke-playlistet værts-radio, da "Sneums Garage" åbnede på DR's P6 Beat-kanal i april 2011. Efter mere end 15 år væk fra æteren fik vor danske pendant til John Peel endelig sit helt eget radioprogram, hvor han siden har glædet, undret og overrasket lyttere med sin personlige og grundige indgang til den musik, han elsker så højt.
 Jan Sneum startede for alvor på DR tilbage i 1980 og har nærmest opnået legende-status hos de mange, der er opvokset med mandens blide stemme i æteren. Mange lyttere vil nok især huske Sneum for hans store kærlighed til finsk musik.

I forbindelse med at DR har valgt at lukke Sneums Garage, vil en bred skare af musikelskere hylde radioprogrammet. Dette sker ved to koncerter den 14. og 15. november, hvor de vil udtrykke deres respekt til mennesket Jan Sneum og hans garage og et stort øv til den generelle ensretning, der ifølge arrangørerne præger visse dele af de større medieselskaber herhjemme.

Til koncerterne vil SVIN, To/To, Tone, Navneløs, Papir, De Underjordiske, Lars Lundehave Hansen samt Murder og Mellemblond indtage scenen i en tidligere produktionshal. Ganske passende finder koncerterne sted i produktionshallen PB43 på den gamle lak-og malingfabrik på Prags Boulevard 43, Amager, som til forveksling kunne ligne en garage.  

Arrangørerne bag arrangementet er PB43 med venlig hjælp fra spillestedet Stengade.

Billetter til koncerterne kan erhverves for 80 danske kroner og kan findes her.

Varm op med Murder og "No Room for Mistakes":

 

 

  

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA