x

Se Pede B udføre Movember-rap

Se Pede B udføre Movember-rap

Pede B født i 1984 med det borgerlige navn Peter Ankjær Bigaard er en af landets største freestyle-rappere. Og han har lavet en syv minutter lang Movember-rap, der bygger på emner, som er delt fra fans på Facebook. Han er officiel ambassadør for Movember-kampagnen, og i videoen længere nede giver Pede B sin støtte til kampen mod testikelkræft.

Freestyle-rapperen skulle ikke tænke længe over at blive ambassadør for Movember-kampagnen. Han udtaler:

"Jeg ser det som en fornem opgave at sætte fokus på mænds sundhed. Som jeg også rapper om i min freestyle, er kuglerne, ligesom brysterne, en sag, der vedkommer os alle. Når jeg tænker på, at hver sjette af os mænd vil blive ramt af prostatakræft, og at testikelkræft bliver mere og mere udbredt, kan jeg nærmest mærke, at det krymper sig sammen dernede."

Pede B kan i øvrigt snart kalde sig for den store titel "far", og i forbindelse med det erkender han, at han er endnu mere opmærksom på sine egne handlinger end tidligere. Når november måned starter, har rapperen lovet, at han vil lade skægstubbene gro til en flot moustache. 

Movember går ud på at oplyse om prostata- og testikelkræft. Og hvis du har undret dig over, at alle mænd har overskæg i november-måned og måske har irriteret dig over det, så vil du nok komme på andre tanker nu. Overskægget eller moustachen er nemlig et symbol på at støtte mænds sundhed og kampen mod sygdommen.

Pede B's Facebook-fans har blandt andet indsendt billeder af følgende herrer med overskæg: Borat fra den britisk-amerikanske komediefilm, skuespiller Eddie Murphy og Queens Freddie Mercury. Og billederne har alle skabt inspiration til Pede B's Movember-rap, som er en hyldest og ikke mindst opfordring til at støtte op i kampen for mænds kugler.

Med freestylen håber Pede B at kunne videregive et budskab, som skaber opmærksomhed og forhåbentlig en masse overskæg. Han laver i øvrigt en konkurrence for at motivere folk:

"Jeg har oprettet et team inde på movember.com, som hedder 'isbjørnene'. Alle, der melder sig til teamet og vil give moustachen et skud sammen med mig, kan vinde koncertbilletter, merchandise og ikke mindst en flaske af min hjemmelavede Limonciello," siger han.

Du kan blive en del af Pede B's Movemberteam her.

Du kan se videoen med titlen "En Øl & En Freestyle", hvor Pede B laver sin freestyle lige her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA