Sangerinden demonstrerer en alternativ måde at rydde op i lejligheden på i sin nye musikvideo
Havde du for længst kategoriseret danske Nanna Øland Fabricius (Oh Land), som en luftig, blåhåret fe, naboens søde datter, får du nok en overraskelse, hvis du ser sangerindens seneste musikvideo til førstesinglen "Head Up High". Her er der nemlig kommet nye og andre boller på suppen. Se den her forneden.
Væk er de lyse lokker, som hidtil har karakteriseret sangerinden, og i stedet er håret nu sort og kort i en 1940'er-agtig frisure, som kunne minde om den, Lene Nystrøm fra Aqua også favoriserede for nogle år tilbage. Det musikalske udtryk er stadig poppet elektro, men nu er der ligesom en ulmende mørk kant - flot understreget af musikvideoens mættede farver.
I videoen kan man se Oh Land bygge op til at iklæde sig en motorcykelhjelm og gribe et baseball-bat for dernæst behændigt at gå i krig med den dystre lejligheds interiør. Den spinkle sangerinde kan godt lægge vægt i et slag, så lamper, computerskærme og vaser smadres. Sikke et raseri!
Oh Land er ved at færdiggøre sit kommende fjerde album, "Earth Stick", som ventes ude inden jul. Albummet er finansieret ved hjælp af donationer fra fans. Den travle sangerinde har også planlagt hele tre koncerter med et 70 mand stort symfoniorkester i København og Helsingør fra den 11. december til den 13. december.
Sidste år udkom Oh Land med "Wish Bone". Udspillet modtog fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez under overskriften: "Ølandssolen stråler stadig, om end den hænger lidt lavere på himlen end vanligt."
Se Oh Land gå amok her: