x

Hjælp dansk rock-trommeslager i nød

Hjælp dansk rock-trommeslager i nød

Leah Shapiro må det amerikansk klingende navn til trods betegnes som en rigtig dansk rockstjerne. Til daglig spiller hun nemlig trommer i Black Rebel Motorcycle Club. Desværre ser det nu ud til, at en vikar må overtage hendes trommestol de næste mange måneder, da hun skal på operationsbordet for en hjernelidelse. Derfor er alle gruppens kommende koncerter aflyst.

Du kan nu støtte Shapiro i hendes kamp mod den sjældne hjernelidelse ved at følge linket her forneden.

Der er nemlig blevet oprettet en crowdfunding for Shapiro via Pass The Helmet, da trommeslageren har brug for al den hjælp, hun kan trække for at kunne betale for den komplicerede operation. 

Leah Shapiro søgte først lægehjælp, efter hun begyndte at opleve symptomerne på sygdommen - svimmelhed, søvnløshed, hovedpine, dirren/følelsesløshed i hænderne og en stiv nakke. Her viste det sig, at hun led af Chiari Malformations fundet i hendes hjerne. Navnet er fællesbetegnelsen for et komplekst sæt af misdannelser omkring hjerne og rygmarv. 

I sidste uge skrev hun fra Black Rebel Motorcycle Clubs Facebook-side:

"Som I sikkert kan forestille jer, glæder jeg mig ikke ligefrem til at skulle have mit kranie brækket op og have opereret på min hjerne, men det er den eneste ting, som vil hjælpe mig med at få det bedre. Og mens tanken om ikke at kunne spille trommer i adskillige måneder, mens jeg kommer mig oven på operationen, er totalt nederen, er jeg opsat på at komme mig helt og komme tilbage til musikken med Rob & Pete, så hurtigt jeg kan."

Shapiro blev et medlem af Black Rebel Motorcycle Club i 2008, hvor hun erstattede det oprindelige medlem Nick Jago. Hun er født og vokset op i Aarhus hos en dansk mor og en amerikansk far. Du kan læse et interview med Leah Shapiro fra sidste år her.

Sidste år udkom Black Rebel Motorcycle Clubs syvende album, "Specter At the Feast". Det var længeventet og levede da også til dels op til forventningerne. GAFFAs musikanmelder Finn P. Madsen konkluderede i sin fire stjerners anmeldelse: "Motorcykel-drengene har atter lagt sig ud i overhalingsbanen med et udspil, der cementerer, at bandet har hældt brændstof på til endnu en tur ud ad rockens landevej."

Du kan støtte Leah Shapiro via Pass the Helmet lige her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA