Gruppen udsender "Apathobvious" 10. april
Til trods for at debutpladen "The Construction Of The Amptrain" fra danske Lis Er Stille må karakteriseres som temmelig krævende af lytterne, lykkedes det alligevel postrock-bandet at gøre et indtryk på mange kritikere, og såmænd også lytterne af Det Elektriske Barometer.
Bandet blev desuden fremhævet i Rolling Stone Magazine af journalisten David Fricke, der havde set bandet på Spot-festivalen og kaldte dem i sin artikel for et kryds mellem Sigur Ros, Flaming Lips og Pink Floyd.
Nu er det århusianske band ved at være klar med en opfølger, der har fået titlen "Apathobvious". Pladen udsendes 10. april og kaldes i en pressemeddelelse for "et skarpt opgør med de traditionelle rock-konventioner".