Det tænder redaktionen på, og tænder af på – blandt andet Morrissey, The Who og Chris Brown
Vi er i gang med en ny måned, og derfor skal vi endnu engang se nærmere på, hvad redaktionen er begejstret for for tiden – og hvad der får os til at vende tommelfingeren nedad:
Plus:
+ The Who i studiet for at indspille et nyt album? Vi klager ikke.
+ Ronni Vindahl og Robin Hannibal er de seneste danske producer-/sangskriverstjerner, der skaber opmærksomhed i udlandet. Denne gang for samarbejdet med Kendrick Lamar.
+ Dobbelt op på Smukfest lyder som en interessant ide til bøgeskoven ved Skanderborg.
+ Morrissey sendte sine musikere på scenen med "Fuck Harvest"-tees, rettet mod hans tidligere pladeselskab. Nu kan man købe kopier af trøjerne… på Harvests hjemmeside.
+ Tillykke med de 50 til Thomas Helmig, Danmarks største mandlige popstjerne gennem de sidste 30 år.
Minus:
- Der er udbrudt krig i booking- og festivalland. Næppe noget, der giver os bedre koncerter og festivaler.
- Chris Brown mener, at ebola er en form for kontrol med befolkningstal. Godt, han blev musiker og ikke hjernekirurg.
- Greg Ginn fra antiautoritære Black Flag er anholdt for… børnemishandling af sine egne unger. Grim sag.
- Førnævnte Morrissey har nu afsløret grunden til rækken af koncertaflysninger. Kræft. God bedring, Moz!
- Tredje gang blev ikke lykkens gang for kombinationen DMX/Danmark. Det vil bare ikke lykkes.