Nyhed

Se de 10 mest forudbestilte album nogensinde

Afdøde Amy Winehouse er at finde på Amazon UK's topliste – førstepladsen kan dog komme som en overraskelse.

Pink Floyd frigiver deres første album i 20 år, "The Endless River" den 10. november, og det bliver det sidste af slagsen fra briterne. Det sidste album går dog over i Amazon UK's historiebøger, da det er det mest forudbestilte album nogensinde hos internetbutikken. Du kan se hele top 10-listen nederst på siden.

"Tja, når Rick (Wright red.) er væk, er det det sidste fra os," siger guitarist og sanger David Gilmour til BBC og tilføjer: "Ja, jeg er temmelig sikker på, at der ikke vil være nogen opfølgning på dette."

Rick Wright spillede på keyboard i Pink Floyd og døde i 2008, og det kommende album er en hyldest til ham. Trommeslager Nick Mason udtaler:


"'The Endless River' er en hyldest til Rick. Jeg synes, at denne plade er en god måde at anerkende meget af, hvad han gør, og hvordan hans spil var en del af hjertet af Pink Floyds lyd. At lytte til optagelserne mindede mig virkelig om, hvilken særlig musiker han var."

Ud over at albummet er en hyldest til Rick Wright, bliver albummet ligeledes hyldet, da det nu af Amazon er placeret som det mest forudbestilte album siden Amazon UK's begyndelse i 1998. Det kommende album "The Endless River", som rammer butikkerne på mandag, har overgået artister som One Direction, Robbie Williams, Coldplay og David Bowie på listen over de mest forudbestilte albums i Amazons historie.

Direktør for Amazon EU Digital Music, Steve Bernstein, siger følgende om Pink Floyds bemærkelsesværdige bedrift:


"Pink Floyd har nu det mest forudbestilte album på Amazon.co.uk, hvilket er en utrolig bedrift for bandet, og det beviser, at det til stadighed er et af de mest populære bands på den britiske musikscene. Efter at have ventet i 20 år er vores kunder endelig blevet velsignet med et helt nyt værk fra Pink Floyd."

Amazons top 10-liste over mest forudbestilte album siden 1998:

1. Pink Floyd "The Endless River"


2. One Direction "Midnight Memories"

3. Robbie Williams "Swings Both Ways"

4. Take That "Progress"


5. Susan Boyle "I Dreamed a Dream"

6. Coldplay "Ghost Stories"

7. David Bowie "The Next Day"


8. Coldplay "X&Y"

9. Take That "The Circus"

10. Amy Winehouse "Lioness: Hidden Treasure"


 

 

 


ANNONCE