x

Freya tilbage i ilden med musikvideo til ny single

Freya tilbage i ilden med musikvideo til ny single

Freya, med det borgerlige navn Freya Christine Clausen, som i 1999 hittede med sangen "Yellow Ladybird", er tilbage på den store musikscene. Freya, som tidligere i karrieren har udgivet albummene "Tea with the Queen" (1999) og "Chasing My Tale" (2000), er nu aktuel med singlen "Into The Fire", hvortil hun nu har offentliggjort en musikvideo. Musikvideoen kan ses nederst på siden.

I starten af årtusindeskiftet var Freya i færd med at fastnagle sit navn på den danske musikbranches opslagstavle og med flere Grammy-nomineringer, en Danish Music Award for årets sangerinde i 2001 og intet mindre end fire gange P3's Uundgåelige var hun i den periode en sangerinde, man lyttede til og holdt øje med.

Efter de mange højdepunkter trak Freya sig tilbage fra musikken i 2003. Hun havde udgivet tre album på bare fire år, først som soloartist under eget navn og efterfølgende i bandet Sparkler, med hvem albummet "Magnyfying Class" blev udgivet i 2003. I stedet for at fortsætte livet på musikscenen og i rampelysets skær, gik hun andre og til dels mere anonyme veje og har siden prøvet kræfter med alt lige fra tv-vært over voice-over speaker til musikanmelder.

For et par år siden indså Freya dog, at drømmen om igen at lave musik på fuld tid ikke var lagt på hylden. Hun har nu genvundet lysten og modet til at dele sine sange med andre end skrivebordskuffen.

"Et vendepunkt for mig var, at jeg for ret nylig fuldstændigt accepterede den sangerinde og offentlige person, jeg var i slut-90'erne og start-00'erne. Jeg er holdt op med at tænke over, hvad jeg fuckede op og gjorde forkert, og nu har jeg respekt for det, jeg kunne og det jeg udrettede – og det har medført en respekt for det, jeg kan og udretter nu. Og måske har jeg mest af alt respekt for den selvfølgelighed, jeg gør det med. Det har klart været med til at give lysten og styrken til at omfavne den sårbarhed, der følger med at stå frem med sin egen musik." 

Singlen "Into The Fire" udkom den 29. september og er nu blevet fulgt til dørs med en musikvideo. I sangen synger Freya "Big expectations, big complications (…) straight from the dust, right out of the ashes, into the fire," hvilket beskriver sangerindens nuværende situation ganske glimrende.

Ud over den nye single og musikvideo har Freya fundet fem personlige popsange frem fra gemmerne, som bliver udgivet i starten af 2015.

Se den nye musikvideo til singlen "Into The Fire" herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA