Nyhed

Danish Music Awards 2014: Kommercielt show til masserne

Det stort anlagte show i Forum var musikalsk set voldsomt skuffende

Se masser af billeder fra showet her

Se billeder af alle de festklædte gæster på den røde løber her

Fra "IFPI-prisen" over "Dansk Grammy" til "DMA". Pladeselskabernes branchefest og prisuddelingsshow har siden den første begivenhed i 1989 haft et væld af kunstnere til at betræde deres røde løber. Lørdag aften bød på cremen af den danske musikindustri anno 2014. Fra Christophers nudelkrøller og homogene popmusik til gamle travere som Lars H.U.G., hvis band Klichés arvtagere, hele Danmarks røvballeband Nephew, selvfølgelig også var at finde.


Vi bor i et land…

…der huser omkring fem millioner mennesker. Derfor er det sjovt at opleve folk blive starstruck over danske kendisser, da du sikkert enten har gået på efterskole med Klumben, knaldet Thomas Helmig i firserne (eller kender en, der har), eller din mor har ligget på fødestue med Medinas. På trods af dette faktum falder piger stadig i svime over at se de danske musikere indtage den røde løber i Forum i København.

På den anden side af den store bygning, væk fra løberen, er hovedindgangen. Her er der mindre blitz og glitterkjoler og mere øl i buskene og en emsig vagt, der genner rygere væk fra kørebanen. Fra det danske svar på Hollywood til en mark i Vestjylland på 200 meter. Det er alligevel godt gået.


Showet

DMA live-transmitteres i TV2's prime time, og derfor står hele Danmarks ubestridt mest garvede opvarmer, Henrik Abel i salen. Med Lars Lilholt-fællessang og falde-på-halen-komik forsøger han at få publikum op i gear før showets start. Enerverende, ja, men han får jobbet gjort. Rihanna, Emil Stabil og Kesi hjælper dog også til at få salens publikum i den rette stemning, da aftenens konferencier Anders Breinholt kommer på scenen.

Et medley af Lukas Graham, Brandon Beal, Christopher og en masse små creepy børn sætter showet i gang. Der spreder sig nærmest julestemning i salen, der er badet i blåt lys og glimtende iPhones. Ret hyggeligt, hvis man kan abstrahere fra det allerede snaskede gulv, hvor pudedun blander sig med rester af fadøl og Smirnoff Ice.


Medina kommer på scenen med en ny single, der lyder som… alle hendes andre singler. Hun kommer op af en kiste og danser rundt i hvidt undertøj, flankeret af en flok aboriginere. Efter al den tough love, hun har fået siden sit brud med en unavngiven krøltop, er det næsten rart at se hende modtage en pris. Og så er der altså nogle unge damer blandt publikum, der ikke er opdraget ordentligt. Man må ikke råbe "møgluder" efter folk. Jeez.

Aftenens højdepunkt er klart, da Thomas Helmig og Marie Key agerer hinandens lookalikes, da de skal præsentere en pris. Mage til krøltoppe skal man lede længe efter, Christophers nudler manglede bare! Et andet højdepunkt er, da Spids Nøgenhat mod al forventning (og velfortjent) modtager prisen for Årets Livenavn over blandt andre MØ, der ellers altid får roser for sit liveshow. Trommeslager Anders Grøn spørger "er der overhovedet nogen, der ved, hvem vi er?" ud over Forum, hvortil publikum bliver sært stille. Ret sigende, alligevel.

Kommercielt og alt for mainstream


Ud over publikumspriserne er det DMA Akademiet, der står for at vælge aftenens prisers retmæssige ejere. Med et panel bestående af prominente musikere og branchefolk kan det undre, at der ikke prioriteres bare en smule bredere. Popscenen er stor i Danmark, men der burde også gøres mere plads til rocken, indien, folken, heavyen, jazzen, elektronikaen og alle de andre subgenrer, DMA Akademiet skøjter let og gelinde over.

Spørger man det publikum, der kommer til denne slags arrangementer, er det sikkert fløjtende ligegyldigt, for de tilhører det segment, der elsker at høre TopGunn snakke om store numser og Burhan G whine sig igennem endnu en kærlighedsballade. Og de to jyske damer, jeg møder i toiletkøen, glæder sig bare til at høre æresprisvinderne D-A-D's hit-medley.

Men burde netop et show som DMA ikke satse bredere end P3's playlister? Er det netop ikke det, en prisuddeling som denne er til for? Åbenbart ikke, og det er voldsomt skuffende.


Alt i alt er DMA en velsmurt maskine, hvor produktionen kører nogenlunde, og lyden ikke fucker helt op, som det ellers ofte er tilfældet ved den slags shows, hvor scenen skifter flere gange i timen. Og selve scenen var ret imponerende, med tre store scener i bedste Hollywood à la 1940-stil. Men for pokker, hvor ville en smule diversitet klæde Danish Music Awards. Lad det være en opfordring til næste års show.

 

Vinderne ved Danish Music Awards 2014:


Årets Danske Udgivelse:

MØ – No Mythologies To Follow (Sony)

Årets Danske Gruppe:


Ukendt Kunstner (Forbandet Ungdom)

Årets Danske Solist:

MØ (Sony)


Årets Danske Hit:

Medina – Jalousi (Labelmade/A:larm/Universal)

Årets Nye Danske Navn:


MØ (Sony)

Årets Danske Sangskriver - Koda-Prisen:

Rasmus Seebach, Nicolai Seebach og Lars Ankerstjerne for "Ingen Kan Love Dig I Morgen" med Rasmus Seebach (ArtPeople)


Årets Danske Popudgivelse:

Christopher – Told You So (Warner)

Årets Danske Live Navn:


Spids Nøgenhat (Bad Afro Records)

Årets Publikumspris:

Christopher (Warner)


Årets Idé:

Musikstarter – Nephew (Copenhagen Records/Universal)

Danish Music Awards Ærespris


D-A-D (Mermaid Records)

 

Følgende priser blev uddelt ved en branchemiddag inden tv-showet:


Årets Danske Producer:

Hedegaard for "Happy Home" med Hedegaard (Copenhagen Records/Universal)

Årets Danske Rockudgivelse:


Spids Nøgenhat – Kommer Med Fred (Bad Afro Records)

Årets Danske Urbanudgivelse:

S!vas – D.A.U.D.A (Forbandet Ungdom)


Årets Danske Voxpopudgivelse:

Michael Falch – Sommeren Kom Ny Tilbage (A:larm/Universal)

Årets Danske Club Navn:


Brandon Beal (feat. Christopher) – Twerk It Like Miley (Universal)

Årets Danske Musikvideo:

MØ - Walk This Way (Sony). Instrueret af Emile Rafael / Produceret af Caviar


Årets Internationale Udgivelse:

Pharrell Williams – GIRL (Sony)

Årets Internationale Hit:


Pharrell Williams – Happy (Sony)

Vi kan desuden oplyse, at den såkaldte Danish Music Awards Blues-pris blev uddelt allerede 24. september på Copenhagen Blues Festival til Thorbjørn Risager & The Black Tornado for albummet "Too Many Roads".

 


Branchens begrundelse for tildeling af Danish Music Awards Ærespris til D-A-D:

"Som samfund bliver vi inspireret af dygtige mennesker med store ambitioner. Også inden for musikken. Modtagerne af årets Ærespris har altid turde at plante et flag, hvor ingen andre har gjort det. Både med deres sange, med deres sound og med deres sceneshow. Og derfor har de gennem 30 år vadet i respekt på tværs af generationer. Det er mørkt udenfor, men det her band fortsætter med at lyse Danmark op. Selvfølgelig går Danish Music Awards Ærespris 2014 til D-A-D."

 


DMA-Akademiet bestod i 2014 af:

Jules Wolfson

Chief 1


Marie Key (sidste års store vinder)

Michael Bundesen (sidste års modtager af Æresprisen)

Hanne Boel


Poul Bruun

Bryan Rice

Lars Top-Galia


Louise Alenius

Kenneth Bager

Søren Rasted


Lea Apollo – We Do Management

Sarah Sølvsteen – Skandinavian

Henrik Daldorph – Sony Music


Torben Ravn – Copenhagen Records

Jan Degner – ArtPeople

Søren Krogh Thompson – Playground


Kristoffer Rom - Tambourhinoceros

Jan-Erik Stig – Warner

Eik Frederiksen – Sony


Konrad Jahn – Universal

Thomas Børresen – LabelMade

Keld Lybecker – disco:wax


Michael Wermuth – Warner

Christian Møller - Tigerspring

Jesper Kemp – Beatbox Booking


Jesper Majdall – Volcano

Giovanni Gambino – PDH

Se masser af billeder fra showet her


Se billeder af alle de festklædte gæster på den røde løber her

 

ANNONCE